Sølv, dynamit og en knækket pik

Lige nu befinder vi os i Potosi – verdens højest beliggende by (4060 m)! I kan lige så godt vænne jer til, at Bolivia har den højeste, største, længste, flotteste, tørreste, koldeste etc. –alting! Byen var gennem to århundrede den rigeste by i hele Sydamerika. Dette alene på grund af de store sølvminer, der findes i de omkringliggende bjerge, hvor folk stadig arbejder den dag i dag. Hold fast, nu kommer der lige lidt historie... Da Spanierne kom til byen i 1545 medbragte de en masse afrikanske slaver til at arbejde i minerne. På grund af det kolde klima og højden døde slaverne som fluer, og i stedet kastede Spanierne sig over de lokale indianere. Spanierne tog indianerne til fange, tvang dem til at arbejde i sølvminerne, men gav dem løn og lovede dem frihed efter 6 måneders arbejde. Når indianerne efter 6 måneder kom og forlangte deres frihed og løn, modregnede Spanierne kost og logi, hvilket gav et negativt regnskab for de stakkels indianere, der måtte gå tilbage til at arbejde i minerne for at kunne betale af på den ”gæld” de nu havde til Spanierne. De fik aldrig deres frihed. Man mener at mellem 6 og 8 millioner indianerslaver er døde grundet minearbejde, og at man med alle deres knogler ville kunne bygge en 1 meter bred bro hele vejen til Spanien. Ligeledes mener man at kunne bygge en tilsvarende bro i ren sølv med alt det sølv som er blevet udgravet i disse miner gennem tiderne. Nutidens minearbejdere har to valg; de kan enten arbejde for regeringen, få fast løn, faste arbejdstider, gratis sygeforsikring til dem og familien samt en gratis bolig – eller de kan vælge at betale 200$ for et område i minen, købe eller leje alt udstyr selv, arbejde som de har lyst og ikke have nogen forsikring, men til gengæld få en lidt højere pris pr ton mineraler de graver ud. Størstedelen vælger det sidste. Minearbejderne er meget afhængige af priserne på sølv og mineraler, og for bare 4 år siden fik de en pris der var 50 gange højere end i dag. Dengang var det ikke unormalt at minearbejderne kørte rundt i Hummere, og selv læger, advokater og skolelærere tog gerne et par timer om ugen i minerne. Det er kun mænd, der må arbejde i minerne (ifølge troen bliver moder jord jaloux, hvis kvinder arbejder i minerne), og man skal være fyldt 18. Til gengæld må en far eller bror gerne tage en mindreårig slægtning med ind, så reglerne kan bøjes ret meget.

Igår drog vi så afsted for at opleve minerne. Vi var kun os 3 og vores 22 årige guide Brigitta. Turen startede på mine-markedet, hvor man køber gaver til minearbejderne. Gaverne kan være coca-blade, cigaretter, alkohol (96%), sodavand og dynamit (!). Potosi er den eneste by i verden, hvor selv børn kan købe disse dynamitstænger lovligt. De koster 10 kr. Herefter gik turen til en af minerne, hvor vi gik ind med små pandelygter. Hver gang vi mødte en flok minearbejdere, der var ved at skubbe deres ét ton tunge mine-vogn med mineraler ud af minen, gav vi dem en af gaverne. Vi fik en masse interessante historier, men det var også trist at høre om arbejdernes dårlige vilkår og de mange forfærdelige ulykker, som ofte finder sted. Vi var også heldige at høre/mærke dynamit blive sprunget. Der kom store tryk og rystelser, og det føltes som om bjerget var ved at styrte sammen. Dybt inde i minen findes en statue af mine-djævlen Tio, som indianerne underkastede sig og ofrede til i håb om at overleve i minerne. Denne tradition er holdt ved og minearbejderne ofrer i dag alkohol, cigaretter og coca-blade til denne statue med håb om at finde rene, værdifulde mineraler. Vi var også et smut forbi Tio og vores guide demonstrerede, hvordan en sådan ofring finder sted. Man starter med at drikke et shot alkohol og derefter hælder man et shot alkohol på knæ og fødder, og til sidst ud over hans ædlere dele med ordene ”også til dig”. Vores guide forklarede, hvordan kvinder strømmer til Tio under det årlige karneval for at bede om en god mand og frugtbarhed, og mens hun fortalte det, viste hun, hvordan man skulle gnubbe hans penis. Mens hun ivrigt forklarede om akten, knækkede den af i hendes hånd og hun kastede den forskrækket fra sig. Måske det sjoveste øjeblik nogensinde. Brigitta skulle dog ikke have flere børn, men djævle-statuens stirrende øjne kunne godt vidne om en utilfreds gud. Traditionen tro tændte vi også et par cigaretter, som man stikker ind i hans mund. Hvis han er glad, ryger han dem. Tio viste sig mærkeligt nok at være ganske tilfreds...

Billeder

Jeep til Bolivia:
http://www.facebook.com/album.php?aid=169247&id=636602233&l=532ca46c26

Chile:
http://www.facebook.com/album.php?aid=169227&id=636602233&l=481d852d72

3 dages bumpy road

”Er der nogen, der har set mit turistvisum, som er essensielt for, at jeg kan komme ud af Chile??” Sarah gav turen til Bolivia en dramatisk start. Vores chauffør blev hvid i hovedet og udbrød noget i stil med ”Nej nej nej, det er ikke godt. Måske du kan komme afsted i morgen...”. Manden i immigrations-båsen tog det dog ikke nær så tungt og tegnede indgangsstempelet med sin kuglepen, og gav Sarah de nødvendige stempler uden så meget som at kaste et blik på hendes våde øjne. Afstiafsted kom vi, os 3 piger, en dansk fyr Jakob og et ældre fransk ægtepar - Bernard et Annik. Jeepturen bestod af mange stop ved forskellige fantastiske naturfænomener; laguner i forskellige farver, vulkaner, flere laguner, laguner med flamingoer, laguner med lamaer, sten og klipper. Det var mere fantastisk end det umiddelbart lige lyder. Naturen er overvældende, storslået og fuldstændig ubeskriveligt. Ikke engang vores billeder kan retfærdiggøre den. Vi har haft to overnatninger undervejs og chaufføren har kokkereret alle måltider til os. Eftersom vi steg i højden siden grænsen, blev vi ramt af træthed og hovedpine den første aften, men det har vi vænnet os til nu. Hostelet lå in the middle of nowhere og vi legede med værtens ensomme søn. Den anden aften tilbragte vi i en lille lokal landsby, hvor vi var de eneste turister og tog til fodboldkamp i den lokale gymnastiksal. Sidste dag startede med solopgang over saltørkenen Salar de Uyuni – en 12000 km2 stor saltslette i 3500 meters højde. Verdens største. Den har vi faktisk kørt i gennem hele dagen... En meget unik oplevelse - der er hvidt så langt øjet rækker. Billederne fortæller mere end vi kan skrive, så tag et kig. I morgen drager vi mod Potosi for at sprænge med dynamit.

Chile

Det var en sand fornøjelse at forskrække Kamille i San Joses lufthavn. Vi købte en fælles træfløjte for vores sidste Costa Rica penge – et herligt instrument, der skulle vise sig at give lidt problemer i tolden... Men det lykkedes og vi kom frem til vores hostel kl. 4 om morgenen. På grund af jordskælvet og renovering af dorms blev vi opgraderet til flotte værelser, men de eneste synlige tegn på jordskælv var revner i væggene. Santiago var ellers en fin og ren storby, og ligner meget noget man kan finde i sydeuropa. Om eftermiddagen tog vi hen på Matt og Toms (Lines venner fra New York) hostel, lavede mad og drak en øl eller to... og fortsatte ellers med den lokale alkohol; Pisco! Dagen efter tog vi videre til den gamle koloniby Valparaiso med drengene. Byen ligger ud til kysten med farvede huse op ad den tilstødende bjergskråning. Den er berømt for sine sporvognselevatorer, godt natteliv og den lokale specialitet; chorrillana - bløde pomfritter med gammelt kød og pølser på. Vi havde nogle gode aftener på hostelet og i byen, hvor vi mødte nogle sjove lokale. Efter et par dage tog vi afsked med drengene og drog videre nord på til La Serena. Vi havde en hyggelig dag i byen og Sarah fik endelig overtalt resten af holdet til en romantisk ridetur ned ad den enorme sandstrand. Turen bød på en halvspist død søløve og kortvarig hold i ryggen til Line, da hun som aldrig kan styre (læs: stoppe) hesten. Kamille var god til at ride. Sarah var god til at navngive hestene: ”min skal hedde Pinto”. Dagen efter tog vi på bådtur til Isla Damas og så denne gang masser af levende søløver, pingviner, søelefant, pelikaner, måger og en masse andre grimme dyr. Helt fantastisk dag som vi sluttede af med at hoppe på en natbus for at tilbringe 17 fornøjsomme timer til San Pedro de Atacama. På turen derop ændrede landskabet sig markant fra byer og grøn natur til enorme øde sandsletter, og Andesbjergene begyndte at træde i karakter. Vi ankom til San Pedro de Atacama, en lille hyggelig backpackerby, der ligger i 2440 meters højde midt i Verdens tørreste ørken. Her tilbragte vi 4 dage og tog næsten på samtlige arrangerede ture – men det var hver en krone værd. Første dag stod på geisertur kl 4 om morgenen i -9°C frost efterfulgt af en pinefuld kold tøjafklædning for at hoppe i de varme kilder midt i mellem de dampende geisere. Om eftermiddagen greb vi hver et snowboard og tog et smut i ørkenen Death Valley, hvor vi sandboardede et par timer i det varme fine sand med fantastiske omgivelser. Til stor ærgelse for Kamille især, har de endnu ikke fået anskaffet sig liftsystemer i sandalperne, så tidsforholdet mellem nedkørsel og manuel opstigning var cirka 1:10. God motion! På andendagen var vi på saltlagunetur, hvor vi badede i en lagune med åndssvag høj saltkoncentration. Det var dog ret sjovt, da opdriften var så kraftig, at det faktisk næsten var umuligt at holde kroppen under vandet. Dagen sluttede af med pisco sour og en helt fænomenal solnedgang over en stor saltslette. Sidstedagen stod på afslapning, is, skype og fanstastisk frokost inden vi tog på astronomitur ved midnat. Observatoriet lå ude i ørkenen og havde 10 gigantiske teleskoper og en dygtig guide, der fortalte interessante ting og viste stjernebilleder med sin psyko laserpen. En virkelig god oplevelse, og Sarah og Line skal hjem og melde sig ind i en eller anden nørdet astronomiklub og købte den dersens seje laserpen. I morgen drager vi mod Bolivia – en 3 dages jeep tur gennem bjerge og ørkener. Det glæder vi os til.

Billeder

Vi har uploadet billeder til Facebook!
Dem som ikke har en profil, kan se billederne på Lines profil under følgende links:

Costa Rica:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166125&id=636602233&l=c2574d9599

Nicaragua:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166123&id=636602233&l=2fc0bb471f

Honduras:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166122&id=636602233&l=dbd0af13af

Guatemala:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166120&id=636602233&l=1423e47a8c

Belize:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166116&id=636602233&l=6e4f084817

Mexico:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166115&id=636602233&l=364781ac05

New York:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166093&id=636602233&l=d33eb41660

Costa Rica

Så har vi tilbragt 10 dage i Costa Rica og vi er nu klar til at mødes med Kamille i lufthavnen og drage mod Chile. Vi startede ud med at tage til Mondeverde, eller nærmere betegnet Santa Elena. En lille by, der tydeligvis udelukkende lever af deres turister. Hvis man ikke vil smide en masse penge efter arrangerede ture, er der faktisk ikke noget at lave. Vi tog derfor på en såkaldt canopy tour, hvor man iført seler suser hen ad lange kabler – en udvidet udgave af de svævebaner vi kender fra legepladser. Kablerne var op til 1 km lange og nogle af dem hang i over 100 meters højde hen over grønne dale. Det var meget flot, men gik også ret stærkt, så fornøjelsen var kort. På den sidste tur blev selen sat om på ryggen og man blev spændt op som en supermand med hovedet først. Dagen efter besøgte vi nationalparken i Santa Elena, som er en cloudforest. Meget fugtig og med mange skjulte dyr... tror vi nok. Herefter gik turen til Montezuma, en lille bitte hippieby ud til vandet. Her var vi en enkelt dag og gik op til et stort vandfald, hvor vi kunne bade og hoppe og te os som aber. Vi tog dernæst til Quepos, der ligger tæt ved nationalparken Manuel Antonio som vi havde hørt meget godt om. Om eftermiddagen tog vi på stranden sammen med to danskere vi mødte på vej til Quepos. Vi spillede tå-petanque og frisbee samt legede i bølgerne hele dagen. Dagen efter gik turen til Manuel Antonio og i modsætning til Santa Elena, var så vi rent faktisk dyr! Glæden var især stor, da vi endelig så dovendyr. Den sejeste så vi dog hænge på et hegn på vejen hjem. Aberne i parken var meget vant til turisterne, så dem kom vi tæt på. Der var dog også abe-bander, der huserede på strandende og systematisk stjal folks ting. Det gik også ud over os, og vi fik stjålet en pose bananer, som vi havde liggende nede i en anden pose – én abe stjal posen mens en anden aggressivt hvæsede af os – organiseret kriminalitet. Desværre blev vores tur op til den gamle enøjede hippie aldrig til noget, da han aldrig svarede tilbage på vores mail. I stedet tilbragte vi en ekstra dag i Quepos på vores hostel, omkranset af en tyk mur med pigtråd og med 4 vagthunde gående rundt. Heldigvis var der have og pool. De sidste 2 nætter har vi været i hovedstaden, San Jose. Byen er ikke synderlig spændende, men vi har da fået uploadet billeder på facebook, så nu vil vi ikke høre mere brok ;) Nu glæder vi os bare rigtig meget til at mødes med Kamille og til alle de oplevelser der venter på os i Sydamerika. Det er dog alligevel en anelse vemodigt at sige farvel til Centralamerika som har været helt fantastisk og som klart kan anbefales til alle jer derude :)

Nicaragua

På grund af vores stramme tidsplan kunne der kun blive tid til ét stop i Nicaragua, hvilket er en skam for her er helt fantastisk. Måske er det dét land vi på forhånd havde hørt mindst om og derfor havde færrest forventninger til, men ligesom Guatemala har det overrasket os meget positivt. Folk er smilende, utrolig søde og hjælpsomme, og naturen er utrolig. Vi besluttede os for at tage ud på Isla de Ometepe, en ø som er dannet af to vulkaner der er groet sammen efter lava-udbrud. Øen ligger i verdens 10. største ferskvandssø og det tager en times tid at komme derud med båd. Vi ankom tirsdag efter nogle lange rejsedage og fandt et fint øde hotel nær den ene vulkan, Maderas. De eneste andre gæster var et venligt amerikansk venne/kæreste/whatever – par, som boede i Costa Rica. Manden; en ældre hashrygende hippie med langt gråt hår og glasøje tilbød os at vi kunne komme og besøge ham på hans farm i Quepos. Det gør vi nok som det sidste inden San Jose. Det var dog ikke længe vi fik lov at nyde stilheden på hotellet, for om eftermiddagen blev 32 franske teenagere læsset af ved indgangen og stoppet ind i samtlige ledige rum. Der gik ikke 5 minutter før der var Sunny Beach stemning på hotellet. Øv. Og vi skulle tidligt op for vi havde på forhånd besluttet os for at hike vulkanen Maderas. ”Hike” skulle dog vise sig at være en fuldstændig forkert beskrivelse... you don’t hike a vulcano – you climb it! Vi mødtes tidligt om morgenen med vores guide, Johan, en super intelligent og interessant fyr som tilføjede adskillige ting til vores uundværlige google-liste. Turen var helt fantastisk – jo længere man kom op, jo mere stejl, mudret og glat blev terrænet. Og når man så efter knap 4 timers klatring, totalt udmattet og smurt ind i mudder, når toppen, skal man jo også lige ned igen. En hård tur for knæene. Det er helt fantastisk som kroppen kan kæmpe på en beskeden morgenmad og 1,5 liter vand i så mange timer. Den kollapsede så også fuldstændig i det sekund vi trådte ind på hotellets grund igen, men det er den bedste følelse. Den meget tiltrængte nattesøvn blev dog totalt ødelagt af de arrogante franskmænd, der mange gange i løbet af natten valgte at holde fest på vores veranda (fordi vi havde en hængekøje lige foran vinduet) og Sarah måtte 4 gange ud og skælde dem ud. Det var derfor to meget veloplagte danske piger, der næste morgen kl. 6 stod og vinkede farvel til de tømmermændsramte frølår med et ”ALLEZ LES BLEUS”, da de forsvandt i deres charterede busser (og ja – det er senere gået op for os, at man synger det i support... det lød bare så rigtigt i situationen). Resten af dagen brugte vi i området. Vi lejede cykler og kørte ud til Ajo de Agua – en lille klar badesø dannet af naturlige kilder. I morgen tager vi til Costa Rica, hvor vi slår os ned et sted i nærheden nationalparkerne i Mondeverde og Santa Elena. Vi kommer til at savne de rare mennesker og hotellets fantastiske 5 kroners friskpressede juicer, men Costa Rica skal også nok blive godt – de har dovendyr.