onsdag den 12. maj 2010

Billeder fra equador ligger her:
http://www.facebook.com/album.php?aid=173778&id=551157465&l=b0235a0fce

søndag den 9. maj 2010

Equador og Galapagos

Sidst vi skrev havde vi forladt Line i Peru med de beskidte Cusco børn og var på vej til Mancora – en kystby i Peru. Her inlogerede vi os på noget der minder om et charter hotel i syd Spanien med pool og strand. Det viste sig hurtigt at det var her alle andre backpackere også holdt til. Derfor stødte vi også ind i 2 australske fyrer som vi tidligere havde mødt. I Mancora gik de fleste af dagene med sol, strand og pool men en enkelt fisketur blev det dog også til. 3 dage her gjorde os rastløse da byen ikke havde meget andet at byde på og vi tog mod Mantanita i Ecuador som også er en strandby. Vi mødte 2 britiske fyrer (Mark & Russel) som skulle med samme bus og dem havde vi et par sjove dage med. Mantanita er en by der lever om aftenen. Folk går i byen og drikker sig fulde, sover i deres lysforladte værelser til kl.15 hvorefter de går på stranden og så starter hele showet forfra igen. Dette gælder både for de lokale og de mange backpackere. Vi forlod briterner og Mantanita efter et par dage og tog mod det længe ventede Galapagos! Juhu.
På Galapagosøen Santa Cruz startede vi ud med en lille dykkertur i det tyrkise indbydende hav. Det var Kamilles jomfrudyk og med bankene hjerte og instruktør i hånden tog hun sit introdyk under havets overflade. Herefter havde vi 2 rigtige dyk forskellige steder. Det var helt fantastisk. Vi så hammerhajer, søløver, store rokker,delfiner, kæmpe skildpadder, white tipped sharks og massevis af fisk. Et sted var der så meget strøm at man bare flyde afsted med strømmen over den fiskrige havbund og nyde synet. Dagen efter startede vi med en vandretur til en bounty beach kaldet Tortuga Bay som lå en time fra Puerto Ayora – byen vi boede i.
Om aftenen startedevi på vores 5 dages cruise på en katamaran sammen med 8 andre unge turister. Aktiviteterne alle dage var ens: hiking og snorkling. Første dag hikede vi på øen Rabida med rødt sand på stranden. Vores guide fortalte livligt om Galapagos øernes historie og deres mange endemiske arter. Han fortalte om hvordan de gør alt for at udrydde nytilkomne ikke endemiske arter – f.eks. geder bragt hertil af mennesket. De foretrækker at beholde naturen uforandret og vi kan ikke helt finde ud af om det faktisk er for naturens skyld, eller om det er for at beholde deres unikke ry for at tiltrække turister.
Bagefter så vi søløver og snorklede rundt om kysten og drog da videre med båden til øen Santiago der var fyldt med havleguaner og endnu flere søløver samt en masse store røde krabber.På trediedagen havde vi et stop på vulkanøen Bartolome, hvor vi ”besteg” (ad turist stier) en vulkan og så den smukke udsigt. Herefter snorklede vi med pingviner, hajer og en masse masse faverige fisk. Turen forsatte mod North Seymour, hvor vi tidligere havde dykket. Her var øen fyldt med fugle, bl.a. friget birds; hannerne har store røde poser under næbet for at tiltrække hunnerne. Vi så også den velkendte ”bluefooted boobie” hvis navn vi havde meget sjov ud af - små hjerne små fornøjelser. Morgenen efter stod vi tideligt op og så solopgangen over en sandslette i havet ved North Seymour som vi herefter lagde til. Denne var fyldt med søløver – store og små. De små var specielt nysgerrige og et sted ved kysten havde de i deres lille søløve samfund etableret en lille ”børnehave” med omkring 20 små søløver og en stor fed hunsøløve (pædagogen) til at passe på dem. Når vi stillede os et par meter ud i vandet svømmede de livligt legende omkring os og nippede til vores fødder og tæer. Der var en der var specielt glad for Sarahs ankelkæde med koraller på. Hunsøløven var et par gange ovre for at markere sig men gjorde intet ud af sine trusler! Katamaranen tog herefter kurs mod Santa Fe, hvor vi snorklede med søløver og så kæmpe fiskestimer, hvilket var et ret fantastisk syn. Bagefter hikede vi på øen og så landleguanen. Vores guide var meget forbløffet over, at vi fik set både en lille unge, en mor og en gammel leguan. Det er åbenbart uhørt, men turismen må have gjort dem tamme (og så snakker han om hvordan naturen på Galapagos skal forblive uforandret..men turismen er åbenbart ok). Sarah og Kamille var dog lidt mere intereserede i søløverne, der lå tilfældigt smidt rundt omkring på stranden.
Natten brugte vi på at komme til San Cristbal, som vi dog ikke nåede at se meget til, da vi skulle nå en speedbåd tilbage til Santa Cruz morgenen efter – dette var ikke en del af turen, men vi var blevet en smule misinformeret og fik pludselig travlt da vi havde et fly hjem dagen efter. Så vi stod op kl.5 (eller det vil sige kl.4 fordi vi selvfølgelig havde glemt at stille uret) og så blev vi ellers i mørket smidt af på en aflåst båd de mente var den der sejlede mod Santa Cruz. Her sad vi så i mørket alene og ventede på ejeren der heldigvis dukkede op en time efter og et par timer efter var vi på fast jord igen. Sidste dag benyttede vi lejligheden til at besøge Darwin Center. Selve research centeret var ikke voldsomt informerende, men de havde en masse kæmpe landskildpadder gående omkring. Her så vi den berømte Lonesome George, der den eneste tilbage af sin art fra en bestemt ø og han har åbenbart ikke lyst til at formere sig med de 2 lækre hunskildpadder af en beslægtet art, som de ellers har placeret ham sammen med. Vi havde regnet med at shoppe i souvenirshoppen og købe fedt Darwin gear, men fordi det var søndag var alting lukket.
Nu sidder vi så og svajer frem og tilbage mens vi venter på at balancenerverne kommer på plads til at vi skal flyve mod Quito imorgen. Galapagos har været en kæmpe oplevelse. Naturen er ikke så spektakulær – jo det tyrkise hav kan man jo kun elske – men ellers er det primært dyrelivet der tager pusten fra en. Vi har fået forlænget vores rejse til d.16 juni (tak Kamilles far) da vi ikke helt er klar til at drage mod DK endnu. Så nu går turen mod Colombia!

tirsdag den 4. maj 2010

Billeder fra Peru

Link til billeder fra Peru:
http://www.facebook.com/album.php?aid=173355&id=551157465&l=ab550e3542

søndag den 25. april 2010

Isla del sol & Peru

På vej til Cusco lavede vi et mellemstop i Copacabana, der ligger ved Lake Titicaca. Her tog vi en sejltur ud til Isla del Sol, hvor inkaerne mente solen opstod. Inkaruinerne var ikke noget at råbe hurra for, men trekkingturen var god motion. Dagen efter drog vi mod Cusco i Peru for at starte Vores store eventyr. Vi bookede et 4 dages ”Inka Jungle Trek” og kom af sted dagen efter. Gruppen vi skulle trekke med bestod af 7 andre personer: det unge britiske par Max og Natasha, briten Kevin, irren Padraig, amerikanske Jason, australske Jason og franske Martin. Disse skulle vise sig at bringe rigtig rigtig meget sjov til turen. Derudover havde vi en ret (ufrivilligt) underholdende guide: Eddy.

Første dag foregik i fuld fart på mountainbike nedad smukke bjerge og gennem brusende vandfald. Faktisk mindede det meget om Death Road i Bolivia, denne gang var det bare på asfalt og derfor mindre farligt. Da vi ankom til Santa Maria stod den på White Water River Rafting. Det var første gang for os alle 3 og vi var ret spændte og nervøse, men det viste sig at blive den fedeste tur fyldt med adrenalin kicks. Vi formåede alle sammen at forblive indenbords trods de vilde bølger og strømme. Det er helt klart ikke sidste gang vi prøver det.

Anden dagen stod på 9 timers trek op og ned gennem bjerge vi aldrig ville have troet nogen kunne bestige.Her kom kondien lidt på prøve, men som de trænede piger vi er, var det peace of cake..eller..hårdt var det og tøjet blev gennemblødt, men sceneriet og selskabet opvejede for de fysiske anstrengelser. Billederne taler vidst lidt for sig selv. Vi ankom til Santa Teresa, hvor vi hurtigt fandt det lokale diskotek med lækre mojitos og en stripperpæl. Det fik vi enormt meget sjov ud af (især Line – big surprise).

På trediedagen tog vi ”the second option” (turen var fyldt med muligheder for at undgå hårde anstrengelser) og kørte med bus det første stykke af trekket. Derefter trekkede vi de næste 6 timer langs brusende floder og jernbanen til Aqua Caliente, som er byen under bjerget, hvorpå Machu Picchu befinder sig. Igen i helt fantastiske omgivelser.

Så kom den længe ventede dag, hvor vi skulle op kl.4 og tilbagelægge hundredvis af trappetrin for at ankomme til Machu Picchu. Den dag havde vi alle 3 frygtet! Med lommelygter, pandelamper og vandrestave begav vi os alle 10 ud i mørket og besteg (prustende) det stejle bjerg. En kæmpe sejr var det da vi nåede toppen og synet af inkaruinerne var helt klart hele turen værd. Vi så solen stå op over bjergene mens inkaruinerne blev solbelagt. Herefter blev vi guidet rundt i 1 time, hvorefter vi havde 2 timer før vi skulle bestige det næste bjerg: Wayna Picchu. Vi fandt en skrænt ved ruinerne hvor vi kunne nyde solen og de smukke omgivelser indtil bestigningen skulle finde sted. Som sagt havde vi en masse interessante og sjove personer i gruppen som vi gennem de tidligere dage havde lært ret godt at kende, så de 2 timer fløj af sted – ligesom de sidste 3 dage havde gjort.

Igen skulle vi tilbagelægge mange trappetrin og denne gang af den lidt stjelere art med reb til at trække sig op med visse steder. Efter 45 minutter kunne vi forpustet og tilfredse kigge ned på Machu Picchu fra Wayna Picchu– endnu et helt fantastisk syn. Herefter drog vi udmattede tilbage mod Aqua Caliente for derefter at tage toget tilbage til Cusco om aftenen – en masse formidable oplevelser rigere. Der gik nok 20 sekunder før vi sad og snorkede i toget.

På vores sidste dag sammen nød vi alle 3 godt af billig og velfortjent massage. Sarah og Line fik levet det vilde liv ved at få lavet deres længe diskuterede ”veninde” tatoveringer. Bagefter havde vi inviteret til barbecue på vores hostel og det endte med vi fik en hel reunion med både nye og gamle venner vi havde mødt på vores rejse gennem Chile, Bolivia og Peru. Det var sørgeligt at sige farvel til alle vennerne, specielt Line, men vi havde en enormt underholdende aften, der dog gav lidt bagslag morgenen efter hvor Sarah og Kamille skulle op kl.5 for at nå flyet mod Lima. Selvfølgelig var det 4 timer forsinket.

Nu tager vi mod Mancora ved Peru’s kyst hvor vi forhåblig vil nyde godt af sol og varme før vi drager mod de eksotiske Galapagos øer. Line bliver i Cusco med sine amerikanske venner for at arbejde frivilligt med Cusco børn. Det bliver maerkeligt at rejse hver for sig efter mange dage sammen

lørdag den 17. april 2010

Billeder

Saa er det, efter pinligt mange timer, lykkedes os at faa uploadet de seneste billeder paa facebook... enjoy!

Jungletur
http://www.facebook.com/album.php?aid=173624&id=636602233&l=8c92cc4bc0

Bolivia
http://www.facebook.com/album.php?aid=173446&id=636602233&l=d9559e31ac

torsdag den 15. april 2010

Death Road

Efter en times kørsel i minibus til toppen af La Cumbre, der ligger i 4700 meters højde, var vi nu klar til at bevæge os ned ad THE WORLD’S MOST DANGEROUS ROAD på de medbragte mountainbikes. Vi havde valgt et af de mindre populære bureauer, og var af den grund kun 4 på holdet, hvilket var helt genialt i denne situation. Vi blev pakket godt ind i tøj og beskyttelsesudstyr, og så var det ellers afsted. Turen ned var i alt på 68 km og med en nedstigning på 3650 m. Det første stykke var ad asfaltvej og her var der tid til at blive tryg på cyklen og ikke mindst farten. Hvis i har set nedkørslerne i Tour de France, kan I måske sætte Jer ind i, hvilket rush det var, at give den fuld gas. PS: det var intet nær Tour de France, men lad os nu bare føle os lidt Schleck agtige. At tempoet så, mere eller mindre, ville fortsætte i samme fart da vi nåede frem til den rigtige del af Death Road, havde vi vist ikke lige regnet med. Der var ikke noget hygge-city-biking her. Fuld gas. Grunden til, at vejen har fået sit faretruende navn skyldes, at den er smal – nogle steder kun 3 meter, at underlaget er grus og løse sten og at klippesiderne er lodrette og i øvrigt går 100 meter ned... Det meste af fokus lå dog ikke på hverken den fantastiske udsigt, klippesiderne eller de uendelig mange kors, der stod placeret rundt omkring langs vejen, men mere på det næste sving og på ikke at skride (og skide). Det fik vi dog til gengæld mulighed for at få paranoia over på turen tilbage i bilen, og det var ikke helt til at forstå, at vi havde kørt denne frygtindgydende tur ned i så højt et tempo. Vi klarede det dog uden skrammer, kun vores 4. mand havde et mindre styrt. Da vi kom i bund var vi totalt høje på adrenalin og der var ingen tvivl; bedste cykeltur nogensinde!!

tirsdag den 13. april 2010

Jungletur

Dagen efter hjemkomst fra Pampas begav vi os ud på en 3 timers smuk flodtur til junglen. Her ankom vi til vores basecamp, der var placeret midt i en frugtplantage. Begejstrede som vi var, kastede vi os over de nedfaldne grapefruger – hvorfor besvære sig selv med at plukke dem fra træet? Dette skulle vise sig at bringe meget uheld.. Vi bestemte os for at campe dybt inde i junglen frem for vores basecamp - for at være lidt ekstra adventure-agtige. Vi var dog ikke lige så adventure-agtige som vores alternative gruppe venner, der valgte at begive sig ud i junglen uden fodtøj og myggespray - idioter.. Afsted kom vi og trekkede i junglen i et par timer inden vi slog os ned. Sammen byggede vi en lejr af palmeblade, lianer og myggenet, hvorefter vi begav os ud på tur i det nærtliggende område, hvor vores guide nedlagde regnskoven med machette. Om aftenen gik vi i floden, hvor vi så slange (i ental), frøer og fangede en lille caiman. Tilbage i lejeren fik vi spaghetti kogt i flodvand til stor begejstring for den fødevarestudrende Kamille. For Sarah blev natten længere end lang. Da Sarah havde spist en en dårlig grapefrugt var hun bogstavelig talt blet RØV syg. Dette resulterede i mange natlige besøg med lommelygte i den vilde jungle, hvoraf en af disse blev vildfaren for den feber-trance ramte stakkel. Guiden fandt dog hurtigt Sarah og brage hende tilbage til lejren. For Kamille blev natten også lang ved tanken om diverse kryb, der kunne indtage hendes sovested. Som sædvanlig sov savle-Line tungt og trygt, og havde kun en 2 timers lytte-efter-tapirer session, hvilket vist kan betegnes som barnemad i forhold til resten af flokkens oplevelse med junglenatten. Da morgenstunden kom kunne man se desperationen i Sarahs øjne og vi kom hurtigt tilbage til basecampen, hvor vi dog liiiiige skulle have 2 timers smykkeworkshop med selvfundne frø og tænder fra vilde junglesvin. Herefter blev vi hentet af båden og Sarah åndede lettet op da hun igen var tilbage i civilisationen med toilet inde for rækkevidde. Alt i alt en SUPER tur. Sikke ynkelige vi var. Men en oplevelse blev det da. Vi fløj tilbage til La Paz om aftenen, i et lille propelfly. I sig selv en meget speciel oplevelse. Der var delte meninger om placeringen på ”hurra, hvor fedt” skalaen, men Line kom ud i cockpittet og fik sig en snak med piloterne, der valgte at dreje hele flyet (både vertikalt og horisontalt) for at hun kunne få et perfekt billede af den sneklædte bjergtop, som vi fløj lige forbi. I La Paz var der genforening med vores amerikanske venner, Matt og Tom, og så var det ellers Lines tur til at ligge med feber og dét vi nu vælger at betegne som ”grapefrugt-syge”... så ved alle vist, hvad vi snakker om. Kamille og Sarah benyttede den efterfølgende dag til ”fri leg”, hvilket vil sige shopping, og var i højt humør, da de om eftermiddagen dansende vendte tilbage til hostelet og viste ynkelige Line de nyindkøbte VENINDE-ringe. Der må gerne gættes på Lines begejstring her.. Om aftenen bookede vi den så – cykelturen på verdens farligste vej, DEATH ROAD. En tur, der er meget hypet i La Paz, men som rent faktisk er ret farlig. Det begyndte for alvor at gå op for os, da det ikke var mere end 5 dage tidligere, at en israelsk pige kørte ud over kanten og blev dræbt.