Columbia : Cartagena-Mompos-Burcaranmanga-San Gil

Vi ankom til Cartagena med fly og traadte ud i en mur af hede og fugt. Tilfaeldigvis var det en helligdag og alt var lukket, men det gav os mulighed for at udforske den gamle del af byen som bestod af mange farvede huse med altaner og blomster. Dagen efter begav vi os paa en lang tur mod syd-oest. Vi startede ud i den lokale metrobus med hoej musik, loese plastiksaeder, alt for mange mennesker og ingen aircon. God start. Herefter hoppede vi paa endnu en bus som vi blev smidt af midt i et vejkryds "in the middle of nowhere" efter 2 timer. Det var her vi for alvor opdagede, at folk i Columbia ikke snakker engelsk, men trods det meget gerne vil snakke! Efter lidt tid kom vi frem til, at vi skulle videre med en lille lokal overfyldt minibus. Tilgengaeld er maendene hoeflige nok til at lade kvinderne faa en siddeplads. Efter 1 time blev vi stoppet af militaeret med store guns, der hev alle folk ud af bussen for at kropsvisitere maendene og udspoerge turisterne (os). De var meget mistaenksomme og spurgte os om vi havde familie i Mompos (hvilket virker ret usandsynligt eftersom vi kommer fra DK og Mompos er en meget lille bondeby langt ude paa landet). De lod heldigvis gaa og vi ankom til flodbaaden, som transporterede os mod endnu en lille by. Herfra blev vi proppet ind paa forsaedet i en taxa og koerte langt om laenge mod vores endelige destination: Mompos. Det var en lille med meget fin by med hvide huse. Her var vi de eneste turister og muligvis ogsaa de foerste besoegende i lang tid. Dagen efter tog vi mod Bucaramanga. Vores bus gik desvaerre ikke saa vi blev smidt paa ladet af en jeep og saa var det ellers bare fuld fart fremad gennem pampaslignende natur. Saa tog vi en ny bus og ankom sent til byen. Det var en stor by og vi valgte ikke at bruge tid paa den, men i stedte begive os mod en lille hyggelig by kaldet San Gil. Vi skal maaske lige naevne, at selvom vi var saa meget paa farten, var der massere at se pga Columbia's fantastiske og skiftende natur. San Gil var en rigtigt adventureby, men eftersom vi efterhaanden har proevet det meste, var det bodyboarding, der stod paa programmet. Her fik man et board og sammen med guide begav man sig ud paa floden gennem dens mange vilde stroemme. Det var ret vildt og man fik sig da ogsaa et par skrammer, men det var en fed foelelse at blive suget ned under flodens overflade og i 1 sek ikke vide om man faktisk ville komme op igen! Nu gaar turen videre mod hovedstaden Bogota og forhaabelig et par dage samme sted.

Billeder Ecuador part 2

http://www.facebook.com/album.php?aid=222064&id=632692526&l=143417dcc3

Quito – Banos – Quito

Vi ankom fra Galapagos til Quito d.11 maj og fandt et rigtig hyggeligt hostel i den gamle bydel af Quito. Her var mange backpackere og på toppen lå en tagterrasse, hvor man kunne nyde vejret og udsigten over store dele af byen. Dagen efter tog vi mod Banos, en lille by i bjergene syd for Quito. Her var en masse aktiviteter at tage sig til. Vi lagde ud med at prøve canopy, hvor vi blev spændt til et kabel i supermand stilling og ”fløj” ud over en kæmpe flod. Dette var ikke vildt nok for Kamille som derefter valgte at hoppe ud fra en bro. Dog med seler og sikkerhedsudstyr. Det var en ret vild oplevelse. Vi sluttede dagen af med riverrafting i amazonen –denne gang dog mindre vildt end i Cusco, til vores store skuffelse. Dagen efter besluttede vi os for at tage alene ud på et turist-trek langs en flod med destination mod et stort vandfald. Trekket viste sig hurtigt ikke at være særligt turistet. Vi tog afslappet afsted i klip-klappere for efter 2 timer at opdage, at stien blev mindre og mindre og til sidst forsvandt (sammen med skiltene). Efter at have faret vild 2 gange fandt vi en lille gård, hvor vi spurgte om vej til vandreruten på bedste international tegnesprog (læs: bevægede arme og ben mens gående på stedet). Den gamle dame pegede ned ad bjerget og vi begav os ned ad den næsten-ikke-eksisterende sti helt ned til bunden af det bjerg vi lige havde brugt tid på at bestige. Her mødte vi hendes mand, der var i færd med at plukke appelsiner i deres frugtplantage. Han sagde noget på spansk om, at det var en forkert vej mens vi smilende nikkede og gik videre blot for at finde ud af, at stien sluttede. I bitter tavshed besteg vi bjerget endnu engang og på toppen stod manden ventende med 2 appelsiner i hånden til os. Han tilbød at vise os vej og vi takkede pænt og meget lettet ja. I de næste 30 minutter gik vi i bare tæer (da klip-klappere jo som bekendt bliver meget glatte i fugtigt miljø) med mudder og lort til knæene. Vi åndede lettet op da vi fandt et skilt og manden vurderede, at vi nu kunne forsætte alene. Af sti af sted gik det da vi efterhånden var ved at blive bange for ikke at nå frem til målet før mørkets frembrud. Flere gange måtte vi lave vores egne stier, men endelig nåede vi frem til byen, hvor vi skulle tage en lift over floden. Dette var blot for at opdage, at liften ikke kørte og vi måtte derfor trekke ned af bjerget til floden, hvor der var en bro. Her lå vandfaldet tilfældigvis også og vi ankom til synet af en kæmpe flok ecuadorianerer med hænderne i vejret og skrigende af vandfaldet. Det fandt vi meget morsomt, men hurtigt blev inviteret med i ”sekten” og vi tilsluttede os, da de inviterede til fælles rundkreds og tilbedelse af vandfaldet – eller hvad de nu havde gang i. Vi forstår jo ikke spansk.... men det var noget med vand, tak og Gud. På den anden side af broen blev nødt til at tomle hjem, da der ingen taxa’er var. Turen endte med at udvikle sig til noget HELT andet end forventet, men det var den fedeste og sjoveste oplevelse. Om aftenen mødtes vi med vores britiske venner Mark og Russell som vi havde endnu en sjov aften med. Dette gav bagslag morgenen efter, hvor vi havde booket en canoying tur som gik ud på at rapelle ned af vandfald. Alligevel blev det en spændende oplevelse og det kolde vand fik os hurtigt op på dupperne igen. Herefter gik turen tilbage mod Quito, hvor vi havde en dag til at lære byen at kende. Her oplevede vi vores første (og forhåbelig eneste) ”overfald” på åben gade ved højlys dag. Heldigvis skreg Kamille op da han greb håndtasken mens Sarah skubbede ham væk og råbte danske skældsord af ham. Folk stoppede op og kiggede men ingen gjorde noget. Tyven kiggede lidt på os inden han koldt forsatte tomhændet og luntende i modsatte retning. Vi var egentlig ret heldige, da vi har hørt om mange bevæbnede (og vellykkede) overfald her i Quito. Lidt forskrækekde forsatte vi vores tur. I morgen drager vi med fly mod Cartagena i Columbia – noget som vi ser meget frem til.

Billeder fra equador ligger her:
http://www.facebook.com/album.php?aid=173778&id=551157465&l=b0235a0fce

Equador og Galapagos

Sidst vi skrev havde vi forladt Line i Peru med de beskidte Cusco børn og var på vej til Mancora – en kystby i Peru. Her inlogerede vi os på noget der minder om et charter hotel i syd Spanien med pool og strand. Det viste sig hurtigt at det var her alle andre backpackere også holdt til. Derfor stødte vi også ind i 2 australske fyrer som vi tidligere havde mødt. I Mancora gik de fleste af dagene med sol, strand og pool men en enkelt fisketur blev det dog også til. 3 dage her gjorde os rastløse da byen ikke havde meget andet at byde på og vi tog mod Mantanita i Ecuador som også er en strandby. Vi mødte 2 britiske fyrer (Mark & Russel) som skulle med samme bus og dem havde vi et par sjove dage med. Mantanita er en by der lever om aftenen. Folk går i byen og drikker sig fulde, sover i deres lysforladte værelser til kl.15 hvorefter de går på stranden og så starter hele showet forfra igen. Dette gælder både for de lokale og de mange backpackere. Vi forlod briterner og Mantanita efter et par dage og tog mod det længe ventede Galapagos! Juhu.
På Galapagosøen Santa Cruz startede vi ud med en lille dykkertur i det tyrkise indbydende hav. Det var Kamilles jomfrudyk og med bankene hjerte og instruktør i hånden tog hun sit introdyk under havets overflade. Herefter havde vi 2 rigtige dyk forskellige steder. Det var helt fantastisk. Vi så hammerhajer, søløver, store rokker,delfiner, kæmpe skildpadder, white tipped sharks og massevis af fisk. Et sted var der så meget strøm at man bare flyde afsted med strømmen over den fiskrige havbund og nyde synet. Dagen efter startede vi med en vandretur til en bounty beach kaldet Tortuga Bay som lå en time fra Puerto Ayora – byen vi boede i.
Om aftenen startedevi på vores 5 dages cruise på en katamaran sammen med 8 andre unge turister. Aktiviteterne alle dage var ens: hiking og snorkling. Første dag hikede vi på øen Rabida med rødt sand på stranden. Vores guide fortalte livligt om Galapagos øernes historie og deres mange endemiske arter. Han fortalte om hvordan de gør alt for at udrydde nytilkomne ikke endemiske arter – f.eks. geder bragt hertil af mennesket. De foretrækker at beholde naturen uforandret og vi kan ikke helt finde ud af om det faktisk er for naturens skyld, eller om det er for at beholde deres unikke ry for at tiltrække turister.
Bagefter så vi søløver og snorklede rundt om kysten og drog da videre med båden til øen Santiago der var fyldt med havleguaner og endnu flere søløver samt en masse store røde krabber.På trediedagen havde vi et stop på vulkanøen Bartolome, hvor vi ”besteg” (ad turist stier) en vulkan og så den smukke udsigt. Herefter snorklede vi med pingviner, hajer og en masse masse faverige fisk. Turen forsatte mod North Seymour, hvor vi tidligere havde dykket. Her var øen fyldt med fugle, bl.a. friget birds; hannerne har store røde poser under næbet for at tiltrække hunnerne. Vi så også den velkendte ”bluefooted boobie” hvis navn vi havde meget sjov ud af - små hjerne små fornøjelser. Morgenen efter stod vi tideligt op og så solopgangen over en sandslette i havet ved North Seymour som vi herefter lagde til. Denne var fyldt med søløver – store og små. De små var specielt nysgerrige og et sted ved kysten havde de i deres lille søløve samfund etableret en lille ”børnehave” med omkring 20 små søløver og en stor fed hunsøløve (pædagogen) til at passe på dem. Når vi stillede os et par meter ud i vandet svømmede de livligt legende omkring os og nippede til vores fødder og tæer. Der var en der var specielt glad for Sarahs ankelkæde med koraller på. Hunsøløven var et par gange ovre for at markere sig men gjorde intet ud af sine trusler! Katamaranen tog herefter kurs mod Santa Fe, hvor vi snorklede med søløver og så kæmpe fiskestimer, hvilket var et ret fantastisk syn. Bagefter hikede vi på øen og så landleguanen. Vores guide var meget forbløffet over, at vi fik set både en lille unge, en mor og en gammel leguan. Det er åbenbart uhørt, men turismen må have gjort dem tamme (og så snakker han om hvordan naturen på Galapagos skal forblive uforandret..men turismen er åbenbart ok). Sarah og Kamille var dog lidt mere intereserede i søløverne, der lå tilfældigt smidt rundt omkring på stranden.
Natten brugte vi på at komme til San Cristbal, som vi dog ikke nåede at se meget til, da vi skulle nå en speedbåd tilbage til Santa Cruz morgenen efter – dette var ikke en del af turen, men vi var blevet en smule misinformeret og fik pludselig travlt da vi havde et fly hjem dagen efter. Så vi stod op kl.5 (eller det vil sige kl.4 fordi vi selvfølgelig havde glemt at stille uret) og så blev vi ellers i mørket smidt af på en aflåst båd de mente var den der sejlede mod Santa Cruz. Her sad vi så i mørket alene og ventede på ejeren der heldigvis dukkede op en time efter og et par timer efter var vi på fast jord igen. Sidste dag benyttede vi lejligheden til at besøge Darwin Center. Selve research centeret var ikke voldsomt informerende, men de havde en masse kæmpe landskildpadder gående omkring. Her så vi den berømte Lonesome George, der den eneste tilbage af sin art fra en bestemt ø og han har åbenbart ikke lyst til at formere sig med de 2 lækre hunskildpadder af en beslægtet art, som de ellers har placeret ham sammen med. Vi havde regnet med at shoppe i souvenirshoppen og købe fedt Darwin gear, men fordi det var søndag var alting lukket.
Nu sidder vi så og svajer frem og tilbage mens vi venter på at balancenerverne kommer på plads til at vi skal flyve mod Quito imorgen. Galapagos har været en kæmpe oplevelse. Naturen er ikke så spektakulær – jo det tyrkise hav kan man jo kun elske – men ellers er det primært dyrelivet der tager pusten fra en. Vi har fået forlænget vores rejse til d.16 juni (tak Kamilles far) da vi ikke helt er klar til at drage mod DK endnu. Så nu går turen mod Colombia!

Billeder fra Peru

Link til billeder fra Peru:
http://www.facebook.com/album.php?aid=173355&id=551157465&l=ab550e3542