Quito – Banos – Quito

Vi ankom fra Galapagos til Quito d.11 maj og fandt et rigtig hyggeligt hostel i den gamle bydel af Quito. Her var mange backpackere og på toppen lå en tagterrasse, hvor man kunne nyde vejret og udsigten over store dele af byen. Dagen efter tog vi mod Banos, en lille by i bjergene syd for Quito. Her var en masse aktiviteter at tage sig til. Vi lagde ud med at prøve canopy, hvor vi blev spændt til et kabel i supermand stilling og ”fløj” ud over en kæmpe flod. Dette var ikke vildt nok for Kamille som derefter valgte at hoppe ud fra en bro. Dog med seler og sikkerhedsudstyr. Det var en ret vild oplevelse. Vi sluttede dagen af med riverrafting i amazonen –denne gang dog mindre vildt end i Cusco, til vores store skuffelse. Dagen efter besluttede vi os for at tage alene ud på et turist-trek langs en flod med destination mod et stort vandfald. Trekket viste sig hurtigt ikke at være særligt turistet. Vi tog afslappet afsted i klip-klappere for efter 2 timer at opdage, at stien blev mindre og mindre og til sidst forsvandt (sammen med skiltene). Efter at have faret vild 2 gange fandt vi en lille gård, hvor vi spurgte om vej til vandreruten på bedste international tegnesprog (læs: bevægede arme og ben mens gående på stedet). Den gamle dame pegede ned ad bjerget og vi begav os ned ad den næsten-ikke-eksisterende sti helt ned til bunden af det bjerg vi lige havde brugt tid på at bestige. Her mødte vi hendes mand, der var i færd med at plukke appelsiner i deres frugtplantage. Han sagde noget på spansk om, at det var en forkert vej mens vi smilende nikkede og gik videre blot for at finde ud af, at stien sluttede. I bitter tavshed besteg vi bjerget endnu engang og på toppen stod manden ventende med 2 appelsiner i hånden til os. Han tilbød at vise os vej og vi takkede pænt og meget lettet ja. I de næste 30 minutter gik vi i bare tæer (da klip-klappere jo som bekendt bliver meget glatte i fugtigt miljø) med mudder og lort til knæene. Vi åndede lettet op da vi fandt et skilt og manden vurderede, at vi nu kunne forsætte alene. Af sti af sted gik det da vi efterhånden var ved at blive bange for ikke at nå frem til målet før mørkets frembrud. Flere gange måtte vi lave vores egne stier, men endelig nåede vi frem til byen, hvor vi skulle tage en lift over floden. Dette var blot for at opdage, at liften ikke kørte og vi måtte derfor trekke ned af bjerget til floden, hvor der var en bro. Her lå vandfaldet tilfældigvis også og vi ankom til synet af en kæmpe flok ecuadorianerer med hænderne i vejret og skrigende af vandfaldet. Det fandt vi meget morsomt, men hurtigt blev inviteret med i ”sekten” og vi tilsluttede os, da de inviterede til fælles rundkreds og tilbedelse af vandfaldet – eller hvad de nu havde gang i. Vi forstår jo ikke spansk.... men det var noget med vand, tak og Gud. På den anden side af broen blev nødt til at tomle hjem, da der ingen taxa’er var. Turen endte med at udvikle sig til noget HELT andet end forventet, men det var den fedeste og sjoveste oplevelse. Om aftenen mødtes vi med vores britiske venner Mark og Russell som vi havde endnu en sjov aften med. Dette gav bagslag morgenen efter, hvor vi havde booket en canoying tur som gik ud på at rapelle ned af vandfald. Alligevel blev det en spændende oplevelse og det kolde vand fik os hurtigt op på dupperne igen. Herefter gik turen tilbage mod Quito, hvor vi havde en dag til at lære byen at kende. Her oplevede vi vores første (og forhåbelig eneste) ”overfald” på åben gade ved højlys dag. Heldigvis skreg Kamille op da han greb håndtasken mens Sarah skubbede ham væk og råbte danske skældsord af ham. Folk stoppede op og kiggede men ingen gjorde noget. Tyven kiggede lidt på os inden han koldt forsatte tomhændet og luntende i modsatte retning. Vi var egentlig ret heldige, da vi har hørt om mange bevæbnede (og vellykkede) overfald her i Quito. Lidt forskrækekde forsatte vi vores tur. I morgen drager vi med fly mod Cartagena i Columbia – noget som vi ser meget frem til.