Isla del sol & Peru

På vej til Cusco lavede vi et mellemstop i Copacabana, der ligger ved Lake Titicaca. Her tog vi en sejltur ud til Isla del Sol, hvor inkaerne mente solen opstod. Inkaruinerne var ikke noget at råbe hurra for, men trekkingturen var god motion. Dagen efter drog vi mod Cusco i Peru for at starte Vores store eventyr. Vi bookede et 4 dages ”Inka Jungle Trek” og kom af sted dagen efter. Gruppen vi skulle trekke med bestod af 7 andre personer: det unge britiske par Max og Natasha, briten Kevin, irren Padraig, amerikanske Jason, australske Jason og franske Martin. Disse skulle vise sig at bringe rigtig rigtig meget sjov til turen. Derudover havde vi en ret (ufrivilligt) underholdende guide: Eddy.

Første dag foregik i fuld fart på mountainbike nedad smukke bjerge og gennem brusende vandfald. Faktisk mindede det meget om Death Road i Bolivia, denne gang var det bare på asfalt og derfor mindre farligt. Da vi ankom til Santa Maria stod den på White Water River Rafting. Det var første gang for os alle 3 og vi var ret spændte og nervøse, men det viste sig at blive den fedeste tur fyldt med adrenalin kicks. Vi formåede alle sammen at forblive indenbords trods de vilde bølger og strømme. Det er helt klart ikke sidste gang vi prøver det.

Anden dagen stod på 9 timers trek op og ned gennem bjerge vi aldrig ville have troet nogen kunne bestige.Her kom kondien lidt på prøve, men som de trænede piger vi er, var det peace of cake..eller..hårdt var det og tøjet blev gennemblødt, men sceneriet og selskabet opvejede for de fysiske anstrengelser. Billederne taler vidst lidt for sig selv. Vi ankom til Santa Teresa, hvor vi hurtigt fandt det lokale diskotek med lækre mojitos og en stripperpæl. Det fik vi enormt meget sjov ud af (især Line – big surprise).

På trediedagen tog vi ”the second option” (turen var fyldt med muligheder for at undgå hårde anstrengelser) og kørte med bus det første stykke af trekket. Derefter trekkede vi de næste 6 timer langs brusende floder og jernbanen til Aqua Caliente, som er byen under bjerget, hvorpå Machu Picchu befinder sig. Igen i helt fantastiske omgivelser.

Så kom den længe ventede dag, hvor vi skulle op kl.4 og tilbagelægge hundredvis af trappetrin for at ankomme til Machu Picchu. Den dag havde vi alle 3 frygtet! Med lommelygter, pandelamper og vandrestave begav vi os alle 10 ud i mørket og besteg (prustende) det stejle bjerg. En kæmpe sejr var det da vi nåede toppen og synet af inkaruinerne var helt klart hele turen værd. Vi så solen stå op over bjergene mens inkaruinerne blev solbelagt. Herefter blev vi guidet rundt i 1 time, hvorefter vi havde 2 timer før vi skulle bestige det næste bjerg: Wayna Picchu. Vi fandt en skrænt ved ruinerne hvor vi kunne nyde solen og de smukke omgivelser indtil bestigningen skulle finde sted. Som sagt havde vi en masse interessante og sjove personer i gruppen som vi gennem de tidligere dage havde lært ret godt at kende, så de 2 timer fløj af sted – ligesom de sidste 3 dage havde gjort.

Igen skulle vi tilbagelægge mange trappetrin og denne gang af den lidt stjelere art med reb til at trække sig op med visse steder. Efter 45 minutter kunne vi forpustet og tilfredse kigge ned på Machu Picchu fra Wayna Picchu– endnu et helt fantastisk syn. Herefter drog vi udmattede tilbage mod Aqua Caliente for derefter at tage toget tilbage til Cusco om aftenen – en masse formidable oplevelser rigere. Der gik nok 20 sekunder før vi sad og snorkede i toget.

På vores sidste dag sammen nød vi alle 3 godt af billig og velfortjent massage. Sarah og Line fik levet det vilde liv ved at få lavet deres længe diskuterede ”veninde” tatoveringer. Bagefter havde vi inviteret til barbecue på vores hostel og det endte med vi fik en hel reunion med både nye og gamle venner vi havde mødt på vores rejse gennem Chile, Bolivia og Peru. Det var sørgeligt at sige farvel til alle vennerne, specielt Line, men vi havde en enormt underholdende aften, der dog gav lidt bagslag morgenen efter hvor Sarah og Kamille skulle op kl.5 for at nå flyet mod Lima. Selvfølgelig var det 4 timer forsinket.

Nu tager vi mod Mancora ved Peru’s kyst hvor vi forhåblig vil nyde godt af sol og varme før vi drager mod de eksotiske Galapagos øer. Line bliver i Cusco med sine amerikanske venner for at arbejde frivilligt med Cusco børn. Det bliver maerkeligt at rejse hver for sig efter så mange dage sammen

Billeder

Saa er det, efter pinligt mange timer, lykkedes os at faa uploadet de seneste billeder paa facebook... enjoy!

Jungletur
http://www.facebook.com/album.php?aid=173624&id=636602233&l=8c92cc4bc0

Bolivia
http://www.facebook.com/album.php?aid=173446&id=636602233&l=d9559e31ac

Death Road

Efter en times kørsel i minibus til toppen af La Cumbre, der ligger i 4700 meters højde, var vi nu klar til at bevæge os ned ad THE WORLD’S MOST DANGEROUS ROAD på de medbragte mountainbikes. Vi havde valgt et af de mindre populære bureauer, og var af den grund kun 4 på holdet, hvilket var helt genialt i denne situation. Vi blev pakket godt ind i tøj og beskyttelsesudstyr, og så var det ellers afsted. Turen ned var i alt på 68 km og med en nedstigning på 3650 m. Det første stykke var ad asfaltvej og her var der tid til at blive tryg på cyklen og ikke mindst farten. Hvis i har set nedkørslerne i Tour de France, kan I måske sætte Jer ind i, hvilket rush det var, at give den fuld gas. PS: det var intet nær Tour de France, men lad os nu bare føle os lidt Schleck agtige. At tempoet så, mere eller mindre, ville fortsætte i samme fart da vi nåede frem til den rigtige del af Death Road, havde vi vist ikke lige regnet med. Der var ikke noget hygge-city-biking her. Fuld gas. Grunden til, at vejen har fået sit faretruende navn skyldes, at den er smal – nogle steder kun 3 meter, at underlaget er grus og løse sten og at klippesiderne er lodrette og i øvrigt går 100 meter ned... Det meste af fokus lå dog ikke på hverken den fantastiske udsigt, klippesiderne eller de uendelig mange kors, der stod placeret rundt omkring langs vejen, men mere på det næste sving og på ikke at skride (og skide). Det fik vi dog til gengæld mulighed for at få paranoia over på turen tilbage i bilen, og det var ikke helt til at forstå, at vi havde kørt denne frygtindgydende tur ned i så højt et tempo. Vi klarede det dog uden skrammer, kun vores 4. mand havde et mindre styrt. Da vi kom i bund var vi totalt høje på adrenalin og der var ingen tvivl; bedste cykeltur nogensinde!!

Jungletur

Dagen efter hjemkomst fra Pampas begav vi os ud på en 3 timers smuk flodtur til junglen. Her ankom vi til vores basecamp, der var placeret midt i en frugtplantage. Begejstrede som vi var, kastede vi os over de nedfaldne grapefruger – hvorfor besvære sig selv med at plukke dem fra træet? Dette skulle vise sig at bringe meget uheld.. Vi bestemte os for at campe dybt inde i junglen frem for vores basecamp - for at være lidt ekstra adventure-agtige. Vi var dog ikke lige så adventure-agtige som vores alternative gruppe venner, der valgte at begive sig ud i junglen uden fodtøj og myggespray - idioter.. Afsted kom vi og trekkede i junglen i et par timer inden vi slog os ned. Sammen byggede vi en lejr af palmeblade, lianer og myggenet, hvorefter vi begav os ud på tur i det nærtliggende område, hvor vores guide nedlagde regnskoven med machette. Om aftenen gik vi i floden, hvor vi så slange (i ental), frøer og fangede en lille caiman. Tilbage i lejeren fik vi spaghetti kogt i flodvand til stor begejstring for den fødevarestudrende Kamille. For Sarah blev natten længere end lang. Da Sarah havde spist en en dårlig grapefrugt var hun bogstavelig talt blet RØV syg. Dette resulterede i mange natlige besøg med lommelygte i den vilde jungle, hvoraf en af disse blev vildfaren for den feber-trance ramte stakkel. Guiden fandt dog hurtigt Sarah og brage hende tilbage til lejren. For Kamille blev natten også lang ved tanken om diverse kryb, der kunne indtage hendes sovested. Som sædvanlig sov savle-Line tungt og trygt, og havde kun en 2 timers lytte-efter-tapirer session, hvilket vist kan betegnes som barnemad i forhold til resten af flokkens oplevelse med junglenatten. Da morgenstunden kom kunne man se desperationen i Sarahs øjne og vi kom hurtigt tilbage til basecampen, hvor vi dog liiiiige skulle have 2 timers smykkeworkshop med selvfundne frø og tænder fra vilde junglesvin. Herefter blev vi hentet af båden og Sarah åndede lettet op da hun igen var tilbage i civilisationen med toilet inde for rækkevidde. Alt i alt en SUPER tur. Sikke ynkelige vi var. Men en oplevelse blev det da. Vi fløj tilbage til La Paz om aftenen, i et lille propelfly. I sig selv en meget speciel oplevelse. Der var delte meninger om placeringen på ”hurra, hvor fedt” skalaen, men Line kom ud i cockpittet og fik sig en snak med piloterne, der valgte at dreje hele flyet (både vertikalt og horisontalt) for at hun kunne få et perfekt billede af den sneklædte bjergtop, som vi fløj lige forbi. I La Paz var der genforening med vores amerikanske venner, Matt og Tom, og så var det ellers Lines tur til at ligge med feber og dét vi nu vælger at betegne som ”grapefrugt-syge”... så ved alle vist, hvad vi snakker om. Kamille og Sarah benyttede den efterfølgende dag til ”fri leg”, hvilket vil sige shopping, og var i højt humør, da de om eftermiddagen dansende vendte tilbage til hostelet og viste ynkelige Line de nyindkøbte VENINDE-ringe. Der må gerne gættes på Lines begejstring her.. Om aftenen bookede vi den så – cykelturen på verdens farligste vej, DEATH ROAD. En tur, der er meget hypet i La Paz, men som rent faktisk er ret farlig. Det begyndte for alvor at gå op for os, da det ikke var mere end 5 dage tidligere, at en israelsk pige kørte ud over kanten og blev dræbt.

Pampas

Så var dagen kommet for vores adventure-agtige tur til Pampas. Pampas er et område med et stort netværk af floder, der udspringer fra Amazonas og har høj biodiversitet. Vi var en gruppe på 8 og de øvrige 5 var ikke lige vores typer, men det kan nogengange også vise sig at være underholdende – især når dansk er et sprog ikke mange forstår. Turen startede med 3 timers afsindig støvet og bumlet kørsel i jeep, men førte os hen til vores longboat med solstole. Ahh, me gusto. Dagen gik herefter med at sejle rundt på floderne og se på dyr, især aber og fugle. På et tidspunkt stoppede guiden båden og sagde, at vi kunne hoppe i floden og svømme med delfiner. Efter lidt tøven hoppede vi i det grumsede vand, og der gik heller ikke længe før der fløj en ”pas på – der er en alligator” -joke gennem luften fra en anden båd. Efter få minutter var vi omringet af legesyge delfiner, der flere gange var henne og prikke til vores fødder. Om eftermiddagen blev vi indlogeret på vores ecolodge og senere sejlet hen til en sunset bar, hvor man kunne mødes med alle de andre grupper, spille volleyball, drikke en øl og se solnedgang. Efter aftensmaden tog vi på bådtur ud i natten. Målet var at spotte alligatorer og vi var alle udrustede med vores lommelygter - for dyreøjne lyser nemlig rødt i mørket, når man lyser på dem. Vi så et par alligatorer langs flodbreden og fandt senere en lille caiman unge som vi kom helt tæt på. Guiden slukkede for motoren og vi drev rundt i natten og så på den fantastiske stjernehimmel mens de gigantiske flagermus fløj omkring og natdyrene vågnede. Himlen var fyldt med stjerneskud... troede vi... det viste sig dog at være ildfluer! Dumme os. Anden dag stod på anakondajagt... uhadada. Årstiden var dog ikke lige til vores fordel, hvilket resulterede i 2 timers vandring i sumpen uden held i slanger – til gengæld overdrevet meget held i at have fået de gummistøvler med huller i. Og held i myggestik. Efter en velfortjent siesta tog vi ud for at fiske piratfisk. Denne gang med held -for Sarah og Line ihvertfald. Vi fik hver en snørre med krog hvorpå vi satte et stykke kød og inden længe var der bid. Da Sarah ville stikke fingeren i munden på sin fangst for at mærke de spidse tænder veg guiden forskrækket tilbage og fandt et blad til at demonstrere dens bideevne. Det minder lidt om en automatisk hulmaskine. Så Sarah beholdte sin finger denne gang. Vi skulle tidligt op på trediedagen for at se solopgang og høre dyrene vågne. Det var helt fantastisk. Derefter gik turen hjemad med et enkelt stop for at svømme med delfiner endnu engang. Da Kamille synes det var for creepy at hoppe i igen blev hun sammen med en anden pige fra gruppen i båden med fødderne i vandet. Inden længe fik hun et close-up møde med en delfin, der dukkede op fra dybet for at nippe til den anden piges fødder. Lidt af et chok. Herefter stod det på jeeptur tilbage til byen efterfulgt af afslapning i hængekøjer med kold øl og bog. Livet er vel nok skønt.

Sucre og La Paz

Efter vores minetur i Potosi tog vi til Sucre, som skulle vise sig at blive en lidt anden oplevelse end, hvad vi havde haft i tankerne. Sucre byder på en masse aktiviteter og ture, og vi var SÅ klar. Desværre ankom vi lige oven i en kombineret påske/borgmestervalgs-weekend, så alt var lukket og der var ingen transport ud af byen i 3 dage. Nåh, men heldigvis kunne vi da så gå i byen og drikke og os fulde. Nej nej, ingen udskænkning af alkohol i valg-weekenden! De smarte unge mennesker fandt dog et supermarked der solgte vin, og nogle venner at få weekenden til at gå med. Sucre var en smuk by, der også bød også på et herligt frugtmarked og en meget backpackervenlig cafe med happy hour på kage. Om mandagen lykkedes det os, til Sarahs store glæde, at komme på ridetur sammen med vores ven Jakob fra jeepturen. Kamille var lidt nervøs for turen, især eftersom vi ingen hjelme fik. Det viste sig dog hurtigt, at Kamille var et naturtalent (citat Sarah). Line, der ikke har held i hest, fik den gamle hippiehest med fletninger og dannede en ensom bagtrop det meste af første halvleg. I frokostpausen kom en pige fra gruppen snøftende hen og spurgte Line om hun ville bytte hest, da hendes godt kunne lide at ride stærkt. Bytte bytte købmand. Line og ny hest blev hurtigt trygge i hinandens nærvær, de bedste venner... troede hun. Anden halvleg foregik i et lidt andet tempo, og efter en nedstigning af en næsten lodret klippevæg, stod den nu på fuld galop langs en trafikkeret vej. Kamilles jomfrugalop. Flot. For at gøre en lang historie kort... Pludselig så Sarah og Kamille en hest uden rytter, som viste sig at være Lines. Kamille ville dog ikke udnytte situationen og tage billeder, så desværre er der ingen dokumentation af det seje stunt eller af Line, der sidder på asfalten med blanke øjne. Om aftenen tog vi en bus mod La Paz og kom frem næste morgen. La Paz tager vejret fra en på 3 måder; byen ligger nede i et enormt krater mellem sneklædte bjergtoppe og når man ankommer fra en af bjergsiderne er udsigten storslået. Når man så træder ud af bussen og indånder den fuldstændige tilosede luft, finder man ud af, hvorfor byen er ’breathtaking’ på flere måder – La Paz’ veje er fuldstændig proppede med køer af taxaer og busser. Og hvis du ikke allerede er død af luftforgiftning, dør du ligeså snart du bevæger dig rundt. Ord som ’højdesyge’ og ’stakåndethed’ må være opfundet på de her kanter, og dét at gå op ad trapperne til hostelværelset får dig til at hive efter vejret som én, der har løbet et marathon. Bonusinfo: La Paz er verdens højest beliggende hovedstad (3600 m). Om aftenen mødtes vi igen med vennerne fra Sucre og gjorde dagen efter hovedpinefyldt. I morgen flyver vi til Rurrenabaque, hvorfra vi tager på Pampas- og jungletur.