torsdag den 15. april 2010

Death Road

Efter en times kørsel i minibus til toppen af La Cumbre, der ligger i 4700 meters højde, var vi nu klar til at bevæge os ned ad THE WORLD’S MOST DANGEROUS ROAD på de medbragte mountainbikes. Vi havde valgt et af de mindre populære bureauer, og var af den grund kun 4 på holdet, hvilket var helt genialt i denne situation. Vi blev pakket godt ind i tøj og beskyttelsesudstyr, og så var det ellers afsted. Turen ned var i alt på 68 km og med en nedstigning på 3650 m. Det første stykke var ad asfaltvej og her var der tid til at blive tryg på cyklen og ikke mindst farten. Hvis i har set nedkørslerne i Tour de France, kan I måske sætte Jer ind i, hvilket rush det var, at give den fuld gas. PS: det var intet nær Tour de France, men lad os nu bare føle os lidt Schleck agtige. At tempoet så, mere eller mindre, ville fortsætte i samme fart da vi nåede frem til den rigtige del af Death Road, havde vi vist ikke lige regnet med. Der var ikke noget hygge-city-biking her. Fuld gas. Grunden til, at vejen har fået sit faretruende navn skyldes, at den er smal – nogle steder kun 3 meter, at underlaget er grus og løse sten og at klippesiderne er lodrette og i øvrigt går 100 meter ned... Det meste af fokus lå dog ikke på hverken den fantastiske udsigt, klippesiderne eller de uendelig mange kors, der stod placeret rundt omkring langs vejen, men mere på det næste sving og på ikke at skride (og skide). Det fik vi dog til gengæld mulighed for at få paranoia over på turen tilbage i bilen, og det var ikke helt til at forstå, at vi havde kørt denne frygtindgydende tur ned i så højt et tempo. Vi klarede det dog uden skrammer, kun vores 4. mand havde et mindre styrt. Da vi kom i bund var vi totalt høje på adrenalin og der var ingen tvivl; bedste cykeltur nogensinde!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar