Honduras

Så er vi på dykker-øen Utila. Vi ankom hertil i mandags efter to rejsedage fra Rio Dulce i Guatemala. Turen startede med en super flot bådtur op ad floden og herefter en masse chicken-busses til San Pedro Sula i Honduras, hvor vi ankom søndag aften. Vi var heldige at have mødt to tyske fyre, som skulle samme vej, for San Pedro var ganske forfærdelig og vi ledte forgæves i den mørke by efter en hæveautomat, der kunne spytte nogle penge ud til os - for på det tidspunkt var vi rimelig flade. Lines møde med Honduras startede dårligt; hun fik stjålet sine solbriller af en luder, blev skidt på af en fugl med diarré og måtte næsten vinke farvel til sin pegefinger efter hun kælede med hotellets ventilator. Morgenen efter skyndte vi os til Utila, en ø nord for Honduras, hvor dykning er meget flot og meget billigt. Når man ankommer til øen bliver man overfaldet af en masse folk fra forskellige dykkercentre, der alle prøver at lokke en til at vælge netop dem. De tilbydder alle det samme: dykkercertifikat, 2 ekstra gratis dyk og 4 overnatninger med morgenmad for omkring 300 $. Efter to timers salgstaler fik vi valgt et sted, og det var i virkeligheden nok den gratis øl, der gjorde udslaget. Sarah startede morgenen efter med et tune-up kursus inden hendes to dages advanced kursus og Line røg tilbage på skolebænken med noget nær 20 timers teori inden hun endelig fik lov at komme i vandet. De unge lækre dykkerfolk i teori-videoerne flirtede helt vildt meget, så den her obligatoriske dykker-buddy kunne godt blive starten på noget meget romantisk. Desværre for Line blev hun buddied up med selveste badeklovnen; en 40 årig canadier som keglede rundt i vandet og som Line måtte hjælpe med at snyde til eksamen fordi han ikke kunne finde ud af at læse dykkertabellerne. Sarahs advance kursus indeholdte en masse sjove dyk, bl.a. et nattedyk, hvor hun så sovende fisk, en blæksprutte og hummere. Hun var også på et navigationsdyk med kompas, dybdedyk (30 meter), vragdyk og et legedyk med forskellige konkurrencer. Efter vi begge havde gennemført vores kurser, kunne vi tage på dyk sammen og være hinandens buddies! Vi havde to dyk sammen og de var begge helt fantastiske. Dykkene var langs såkaldte coral-walls og vi så en masse forskellige fisk. Det er en fantastisk følelse at være vægtløs og trække vejret under vandet, og på de første par dyk overskygger den følelse næsten det faktum, at man er omgivet af fantastiske koraller og fisk. På vores dyk sammen var Line blevet godt tryg ved situationen og vi havde det ret sjovt. Især fordi vi lå lige bag Sarahs kursus-buddy og hendes kæreste, som fumlede rundt og konstant lavede mærkelige ting; jordede Sarah med lufttank og svømmefødder, svømmede i den forkerte retning og endte med at blive væk fra hinanden, da kæresten tog fejl af ind- og udblæsningsknapperne på dykkervesten (som ved hjælp af luft regulerer opdriften) og pludselig fløj afsted mod overfladen, så divemasteren febrilsk måtte gribe fast i hans svømmefødder og hive ham ned. Bonus info: det kan være fatalt at grine voldsomt på 18 meters dybde og hvis man smiler for meget (og har store kinder) bliver ens maske ret hurtigt fyldt med vand. Sidst på ugen var vi blevet godt mætte af Utila, som i sig selv ikke er synderlig interessant, så her søndag har vi sat kursen mod Nicaragua med et stop i Honduras’ hovedstad Tegucicalpa.

Guatemala

Nåh, venner! Så er det tid til en lille update. Den sidste uge har vi boykottet computeren til fordel for naturoplevelser og kortspil. Guatemala er helt fantastisk – naturen og folket har overrasket os meget positivt. Første stop var Flores, hvor vi boede to nætter og besøgte de gamle maya ruiner i Tikal. Vi var meget meget tidligt oppe for at kunne stå ved indgangen til området kl 6 og se solopgang og høre brøleaber. Vores guide, Boris, fortalte alt hvad han vidste om mayaerne, viste os dyr og fangede en stor fugleedderkop som vi fik lov at kæle lidt med... Tilbage på hostelet om eftermiddagen, dukkede to danske veninder fra Caye Caulker op, så dem tog vi ud og badede lidt med. Senere gik vi ud for at finde en bus, vi kunne tage syd på dagen efter, og støder tilfældigt ind i en canadisk ven vi fik os på busturen fra Chetumal til Belize City. Sådan er vilkårene når man rejser efter Lonely Planet, ligesom alle andre. Morgenen efter gik turen så til Semuc Champey for vores vedkomne. 9 timer i minibus med en vanvittig chauffør. Køresyge og tissetrang gik hånd i hånd, så det var rart at komme frem til hostelet, som var en sand oase. Vi ved ikke helt om vi skal kalde det skov eller bjerge eller jungle. Sarah holder på højland. Ikke desto mindre var det langt væk fra by og internet, men kun 100 m fra indgangen til en fantastisk nationalpark. Klimaet her var skønt. Vi så ikke så meget til solen, men om dagen mindede temperaturene mest af alt om dansk sommer, så det var helt perfekt til formålet. Om aftenen spillede vi kort med hostelets personale og gik tidligt i seng. Man var lidt tvunget til det eftersom hostelet levede op til deres navn, Hotel Ecologia, ved kun at have elektrisk lys fra 18-22. Vi er blevet totalt A-mennesker på denne her tur, og vågnede (af os selv!) som alle andre dage omkring kl 7, tog vores højtelskede vandrestøvler på opdagelse i parken. En god hård gåtur blev belønnet med en svømmetur og lidt typisk Sarah-Line leg i nogle naturlige pools, som man ligger i lag mellem to vandfald og som man også kan klatre i mellem (hvis det giver nogen mening!?). Resten af dagen tilbragte vi på hostelets veranda, spillede kort og læste. Om aftenen fik vi selskab af vores canadiske ven, der tilfældigt var kommet forbi. Dagen efter startede vi igen med en god vandretur efterfulgt af en uforglemmelig tur i de nærliggende grotter. Vi fik ved indgangen i grotterne tildelt to snore til at binde vores klipklappere fast med og et tyndt stearinlys og vi blev guidet rundt i grotterne, som kun var oplyst af vores stearinlys. Guiden som kun kunne snakke spansk og som i øvrigt var vildt freaky og mest mindede om en figur fra Bride of Chucky hev os rundt i mørket og fik os til at svømme gennem huler, kravle op ad smalle stiger, glide ned af glatte sten og hoppe ud fra klipper ned i underjordiske søer – alt sammen med det her stearinlys i hånden. Dagen efter gik turen så til Rio Dulce. En bustur på 7 timer var vi blevet fortalt. Den tog 13. Nu sidder vi så her ved floden og skal imorgen afsted mod byen Livingston, som bliver vores sidste Guatemala-stop inden Honduras.

Jah maan, you have to see it to Belize it…

Så er vi på vej væk fra Caye Caulker – vi sidder i en minibus på vej til Flores i Guatemala. De sidste par dage har været noget af en oplevelse. Lonely Planet beskrev egentlig ikke Caye Caulker som noget, der var værd at besøge, men efter at have snakket med folk på flyveturen til Chetumal og i bussen på vej til Belize, blev vi alligevel overbevist om, at det kunne blive en god oplevelse... Og det gjorde det! Sarah havde dog en hård bådtur derud - ikke pga. søgang, men fordi der sad en dame og ammede sit 2-3 årige barn. Det var lige før frokosten kom retur. Vi kom også i snak med en fransk-canadisk fyr, Yannick, som vi endte med at dele et tremandsværelse med og rende rundt med alle dagene. Stemningen på øen var helt speciel. De lokale er kronisk skæve rastaer med dreadlocks, jamacia-accent og ”love in the heart, maan”. Bob Marleys ”three little birds” kører på repeat på øens restauranter, der i øvrigt har happy hour i de fleste af døgnets vågne timer. Dagene gik stærkt og man blev hurtigt en del af det lille samfund. Den ene dag var vi på en rigtig flot snorkeltur, hvor vi både fik set nurse sharks, store rokker, en havskildpadde, en super ulækker muræne og en masse flotte fisk i store stimer. Vi fik også spist hummer et par gange, da det koster det samme som kylling og i øvrigt er helt vildt godt. Luksus backpackere.

Chetumal

Vi kan vist roligt takke couchsurfer-Ricardo for at gøre vores halve døgn i Chetumal til en rigtig god oplevelse. Han hentede os i lufthavnen og vi tog ind til det meget lille bycentrum, hvor han viste os rundt. Om morgenen stod vi op og spiste morgenmad med hele hans familie. Hans søstre virkede ikke super tilfredse over vores tilstedeværelse, og hans mormor var meget forvirret over det, men Ricardos far var ret interesseret og vi fik da også kommunikeret et par spanske gloser med ham. Bagefter viste Ricardo os det lokale marked og tog os til busstationen, hvor vi sagde farvel og herefter hoppede på en bus til Belize City sammen med amerikanere, canadiere og en gruppe Belize-amish people. Fra Belize City skal vi med en båd til øen Caye Caulker, der er så lille at man går eller cykler rundt på den. De eneste motoriserede transportmidler er små golfvogne.

Next stop Chetumal

Udnytter lige flyveturen til at få skrevet lidt dagbog om vores dage i Mexico City. Efter ankomst brugte vi et par timer i området. Vi fandt et sted at spise og fik det avokado vi hungrede for. Hovedvejene i Mexicos forstæder er som brede alléer med 3 spor i hver retning og en midterrabat med træer. Der er ondsvagt mange biler på vejene og samtidig er der ikke nogle lyskurve til fodgængere, så det er næsten med livet som indsats at man krydser en vej. Overdrivelse fremmer. Det lader til, at mexicanerne tager på medicin-shopping om aftenen, for bare på vores korte vej over til restauranten gik vi forbi de første 4 apoteker. Og deres koncepter er meget mærkelige – helt åbne facader, lange diske, blinkende lysskilte og mennesker der danser rundt i store maskotdragter som til en fodboldkamp. I det hele taget er deres butikker herovre meget mærkelige. Tirsdagen brugte vi i det centrale Mexico City og der var crappy stores overalt. Det var det samme lort de solgte... Ting i pastelfarvet plastik, hårelastikker og hårspænder i store poser, gyselige hatte med dyremotiv og nøgleringe i bundter. Og på trods af disse fuldstændigt ligegyldige varer, var der mennesker overalt. Dog udelukkende lokale, der i øvrigt flygtede i panik, da politiet pludselig dukkede op. Vi har lidt en teori om, at det var her de gjorde deres shopping til dét de render og sælger på gaderne, for der er sælgere (og tiggere) alle vegne. Et eksempel var på vej til centrum med metroen, hvor der ved første stop kommer en gammel slidt mand ind med violin og begynder at spille. Ganske forfærdeligt lyder det. På stoppet efter kommer der en dame ind med en gigantisk højtaler spændt på maven. Hun sælger hjemmemixede cd’er, tænder for sin tilkoblede discman og skruer så højt op, at vi ikke engang kan tale sammen. Et par stop efter træder der en dame ind, som sælger tyggegummi fra sin taske. Hun opremser tydeligtvis alle smagsvarianterne og CINCO PESOS i et toneleje som er fuldstændigt urealistisk. Så her står de tre mennesker og skriger for overdøve hinanden, og den stakkels retarderede mand med violinen, som overhovedet ikke kan spille violin, prøver endnu mere febrilsk at få folks opmærksomhed ved at spille lidt hårdere på strengene. Av. Cirkus. Ellers brugte vi tirsdagen på at se ruinerne fra de gamle aztekertempler, som ifølge mexicanerne selv er intet mindre en universets centrum. Templerne blev bygget omkring år 1400, men fordi aztekerne ikke var så seje ingeniører, styrtede de mere eller mindre sammen, hver gang der kom et lille regnskyl. Det resulterede i, at man over 100 år, byggede templerne om 7 gange. Men ikke som i ”hey, lad os da forbedre vores konstruktion og bygge en super stærk bygning” – mere a la ”kom, vi klasker da lige et nyt tempel uden på det gamle”. Og det kunne selvfølgelig heller ikke holde i længden, så i dag er der desværre kun nogle få rester af de gamle lag-på-lag templer, men det er meget interessant og man kan også stadig se lagene. Om eftermiddagen tog vi ud i universitetsområdet, hvor der var lidt mere liv, spiste frisk frugt (som man får i en kop med salt og chili på), satte os ved en sø og gik i krig med den spanske parlør. Om onsdagen gik vi en tur den gamle bydel Coyoacan. Rigtig fint sted; gamle traditionelle mexicanske huse med farvede facader og små grønne oaser. Noget helt andet end, hvad vi hidtil havde oplevet, men Mexico City er ikke til at sætte en finger på. Bydelene og menneskerne er meget meget forskellige, men hvad andet kan man forvente af en by med 20 mio. Indbyggere... Vi har haft nogle gode dage, men vi glæder os også til at komme lidt væk fra storbyen nu. Næste stop er Chetumal og vores couchsurfer Ricardo.

Mexico City

Så er vi ankommet til Octavio’s hjem i udkanten af Mexico City. Han bor med sin bror og sin mor i det fineste lyseblå hus i en, hvad vi kan forstå, rigtig god del af Mexico City. Vi har fået vores eget værelse med badeværelse og terrasse, og familien er simpelthen så søde. Vi er lidt trætte oven på turen og temperaturskiftet, så vi sidder lige og kigger guidebog for at finde ud af, hvad vi skal lave i morgen. Det var lidt af en udfordring at finde herhen, men det lykkedes takket være alle de rare mexicanere vi mødte på vores vej. Blev faktisk rigtig positivt overraskede over, hvor venlige og imødekommende de er på trods af sprogbarrieren. Det bliver spændende at gå på opdagelse i denne koloenorme by. Nu vil vi gå ud og proppe os med guacamole. Adios.

Bye bye NYC

Så er vi på vej til Mexico City! Vi sidder netop nu i flyet og vinker farvel i retning af Manhattan mens tårer triller ned ad kinderne på os. Vi er begge i voldsomt søvnunderskud, så vi bruger selvfølgelig denne 5 timer lange flyvetur på at skrive postkort, opdatere bloggen, se film og løse japanske talopgaver. De sidste 6 dage i New York har været vidunderlige. Det var virkelig en fornøjelse at bo hos drengene igen og Sarah gik hen og blev deres nye yndingsdansker. Vi fik jo begge købt nogle virkelig gode vandrestøvler i onsdags, så dem brugte vi hele torsdagen på at gå til ved at gå byen tyndt og hike hvert et bjerg i Central Park. Klart at sådan en bedrift og dens medfølgende vabler fortjener at blive belønnet med en brandert, så vi tog på date med Colin, Ben og Spoon på en virkelig fancy italiensk restaurant, fik god mad, og fortsatte så i øvrigt natten på en virkelig fancy belgisk ølbar, hvor vi drak en enkelt stærk øl eller mange. Så det var to halvkvæstede piger, der fredag morgen (læs: middag) slæbte sig selv og deres tunge hoveder på Museum of Natural History. Her beundrede vi et ægte tyranosauros rex kranie, en informationsvideo om verdens sejeste dyr, dovendyret, og satte os herefter på en bænk for at glo på mennesker indtil vi besluttede os for at tage hjem igen. Da tømmermændene havde fortaget sig sidst på dagen, var det tid til en ny omgang og drengene tog os med til happy hour på en nærliggende bar, hvor vi havde en vildt sjov aften. Point til Sarah for hendes evner til altid at kunne få alle folk med til fjollede lege. Vi fejrede Bens fødselsdag om lørdagen med en god veggieburgerbrunch og herefter prøvede vi at forberede os på Mexico ved at se filmen Apocalypto. Er spændt på om vi kan undgå at blive malet blå og få hugget vores hoveder af, når vi skal besøge azteker ruinerne i Mexico City. Om eftermiddagen tog vi ud og spiste med drengene igen, fik et par øl på en ølbar kaldet Burp Castle og vendte derefter tilbage til lejligheden, hvor flere folk så småt dukkede op og hvor vi fik spillet den sværeste udgave af ”Margretheskål” nogensinde (spillet hvor man skriver en masse kendte personers navne ned og herefter skal beskrive eller imitere dem), siden drengenes definition af kendte mennesker indebar folk som Bens storebror og Matts chef. Dog underholdende. Senere tog vi videre på en hookah bar for seje mennesker. Hookah som i vandpibe, ikke luder. Men vi var ikke så sikre på vores sejhed og endte derfor på en anden hookah bar sammen med Spoon og Pete, hvor vi snakkede om cykler og bukser og savlede i en vandpibe hele natten. Søndag vågnede vi, som alle andre dage, alt for tidligt om morgenen, tak jetlag, men valgte så at give drengene en lektion i, hvordan man bager brød. Tror måske det var første gang deres ovn nogensinde blev brugt og det var da også en vældig interesseret Ben, der spurgte ind til meltyper og fortalte hvordan han troede, at det kun var brødmaskiner der kunne fremstille brød (!). Herefter slæbte vi mange sække tøj ned til et center for hjemløse og tog videre til Brooklyn, hvor to af drengenes veninder var værter for årets Super Bowl Sunday. Stor begivenhed herovre. De havde linet jeg-ved-ikke-hvor-meget mad op og så var der ellers dømt Jersey Shore marathon (et realityshow med mennesker ala Paradise Hotel gange hundrede så klamme, plus større muskler, orange tan og om muligt færre hjerneceller) inden Super Bowl kom på. Omdrejningspunktet omkring Super Bowl er faktisk nærmest mere reklamerne end det er fodbolden. Reklamesekunder under Super Bowl er svinedyre, så det er kun de største firmaer der køber sig ind og der går derfor sport i at lave de sjoveste reklamer. Efter kampen tog vi tilbage til lejligheden, fik pakket de sidste ting og nydt den sidste vågne time i NYC med godt selskab. Starten på vores tur må siges at have været en god mundfuld amerikansk kultur og vi glæder os virkelig til alt, hvad der kommer til at ske på resten af rejsen. Vores første udfordring i Mexico City bliver at finde vores couchsurfer vært Octavio, som vi skal bo hos de næste 2 nætter inden turen går videre til Chetumal nær grænsen til Belize. Vi er spændte på, hvordan vi klarer os med den lille smule spansk vi behersker. Jeg er rimelig lost, men Sarah har heldigvis taget et spanskkursus på aftenskolen, så hun har lige, med bravour, opfanget at der blev sagt ”48” da der blev budt velkommen over flyets højtalere. Jeg opfattede at der blev sagt ”M&M’s”. Vi skal nok komme rigtig langt. Det var alt for nu – prøver lige at få en lille lur. Hasta luego.

New York

Ankommet til New York idag den 2. februar 2010. Vi bor hos 3 drenge; Ben, Pete & Matt, som Line før har boet hos i 3 uger, da hun besøgte New York i september. Drengene har en stor vennegruppe som de hænger meget ud med i lejligheden, så kommer nok til at rende rundt sammen med dem hele tiden :)

Den første dag er gået med at finde de perfekte hiking sko og en billig computer. Begge dele er vel overstået og dagen i dag er brugt på at gå skoene til i først Central Park og derefter på Brooklyn Bridge. Vi har gået i 5 timer og har på turen set Frihedsgudinden, Guggenheim museum, en masse skyskrabere og andre bygninger. Det har været koldt, men vejret har været helt perfekt med blå himmel og solskin.
I aften skal vi ud og spise fint, med drengene som vi bor hos

Kæmpe hilsner fra Line og Sarah