Så er vi på vej væk fra Caye Caulker – vi sidder i en minibus på vej til Flores i Guatemala. De sidste par dage har været noget af en oplevelse. Lonely Planet beskrev egentlig ikke Caye Caulker som noget, der var værd at besøge, men efter at have snakket med folk på flyveturen til Chetumal og i bussen på vej til Belize, blev vi alligevel overbevist om, at det kunne blive en god oplevelse... Og det gjorde det! Sarah havde dog en hård bådtur derud - ikke pga. søgang, men fordi der sad en dame og ammede sit 2-3 årige barn. Det var lige før frokosten kom retur. Vi kom også i snak med en fransk-canadisk fyr, Yannick, som vi endte med at dele et tremandsværelse med og rende rundt med alle dagene. Stemningen på øen var helt speciel. De lokale er kronisk skæve rastaer med dreadlocks, jamacia-accent og ”love
in the heart, maan”. Bob Marleys ”three little birds” kører på repeat på øens restauranter, der i øvrigt har happy hour i de fleste af døgnets vågne timer. Dagene gik stærkt og man blev hurtigt en del af det lille samfund. Den ene dag var vi på en rigtig flot snorkeltur, hvor vi både fik set nurse sharks, store rokker, en havskildpadde, en super ulækker muræne og en masse flotte fisk i store stimer. Vi fik også spist hummer et par gange, da det koster det samme som kylling og i øvrigt er helt vildt godt. Luksus backpackere.
Så er vi på vej væk fra Caye Caulker – vi sidder i en minibus på vej til Flores i Guatemala. De sidste par dage har været noget af en oplevelse. Lonely Planet beskrev egentlig ikke Caye Caulker som noget, der var værd at besøge, men efter at have snakket med folk på flyveturen til Chetumal og i bussen på vej til Belize, blev vi alligevel overbevist om, at det kunne blive en god oplevelse... Og det gjorde det! Sarah havde dog en hård bådtur derud - ikke pga. søgang, men fordi der sad en dame og ammede sit 2-3 årige barn. Det var lige før frokosten kom retur. Vi kom også i snak med en fransk-canadisk fyr, Yannick, som vi endte med at dele et tremandsværelse med og rende rundt med alle dagene. Stemningen på øen var helt speciel. De lokale er kronisk skæve rastaer med dreadlocks, jamacia-accent og ”love
in the heart, maan”. Bob Marleys ”three little birds” kører på repeat på øens restauranter, der i øvrigt har happy hour i de fleste af døgnets vågne timer. Dagene gik stærkt og man blev hurtigt en del af det lille samfund. Den ene dag var vi på en rigtig flot snorkeltur, hvor vi både fik set nurse sharks, store rokker, en havskildpadde, en super ulækker muræne og en masse flotte fisk i store stimer. Vi fik også spist hummer et par gange, da det koster det samme som kylling og i øvrigt er helt vildt godt. Luksus backpackere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar