Udnytter lige flyveturen til at få skrevet lidt dagbog om vores dage i Mexico City. Efter ankomst brugte vi et par timer i området. Vi fandt et sted at spise og fik det avokado vi hungrede for. Hovedvejene i Mexicos forstæder er som brede alléer med 3 spor i hver retning og en midterrabat med træer. Der er ondsvagt mange biler på vejene og samtidig er der ikke nogle lyskurve til fodgængere, så det er næsten med livet som indsats at man krydser en vej. Overdrivelse fremmer. Det lader til, at mexicanerne tager på medicin-shopping om aftenen, for bare på vores korte vej over til restauranten gik vi forbi de første 4 apoteker. Og deres koncepter er meget mærkelige – helt åbne facader, lange diske, blinkende lysskilte og mennesker der danser rundt i store maskotdragter som til en fodboldkamp. I det hele taget er deres butikker herovre meget mærkelige. Tirsdagen brugte vi i det centrale Mexico City og der var crappy stores overalt. Det var det samme lort de solgte...
Ting i pastelfarvet plastik, hårelastikker og hårspænder i store poser, gyselige hatte med dyremotiv og nøgleringe i bundter. Og på trods af disse fuldstændigt ligegyldige varer, var der mennesker overalt. Dog udelukkende lokale, der i øvrigt flygtede i panik, da politiet pludselig dukkede op. Vi har lidt en teori om, at det var her de gjorde deres shopping til dét de render og sælger på gaderne, for der er sælgere (og tiggere) alle vegne. Et eksempel var på vej til centrum med metroen, hvor der ved første stop kommer en gammel slidt mand ind med violin og begynder at spille. Ganske forfærdeligt lyder det. På stoppet efter kommer der en dame ind med en gigantisk højtaler spændt på maven. Hun sælger hjemmemixede cd’er, tænder for sin tilkoblede discman og skruer så højt op, at vi ikke engang kan tale sammen. Et par stop efter træder der en dame ind, som sælger tyggegummi fra sin taske. Hun opremser tydeligtvis alle smagsvarianterne og CINCO PESOS i et toneleje som er fuldstændigt urealistisk. Så her står de tre mennesker og skriger for overdøve hinanden, og den stakkels retarderede mand med violinen, som overhovedet ikke kan spille violin, prøver endnu mere febrilsk at få folks opmærksomhed ved at spille lidt hårdere på strengene. Av. Cirkus. E
llers brugte vi tirsdagen på at se ruinerne fra de gamle aztekertempler, som ifølge mexicanerne selv er intet mindre en universets centrum. Templerne blev bygget omkring år 1400, men fordi aztekerne ikke var så seje ingeniører, styrtede de mere eller mindre sammen, hver gang der kom et lille regnskyl. Det resulterede i, at man over 100 år, byggede templerne om 7 gange. Men ikke som i ”hey, lad os da forbedre vores konstruktion og bygge en super stærk bygning” – mere a la ”kom, vi klasker da lige et nyt tempel uden på det gamle”. Og det kunne selvfølgelig heller ikke holde i længden, så i dag er der desværre kun nogle få rester af de gamle lag-på-lag templer, men det er meget interessant og man kan også stadig se lagene. Om eftermiddagen tog vi ud i universitetsområdet, hvor der var lidt mere liv, spiste frisk frugt (som man får i en kop med salt og chili på), satte os ved en sø og gik i krig med den spanske parlør. Om onsdagen gik vi en tur den gamle bydel Coyoacan. Rigtig fint sted; gamle traditionelle mexicanske huse med farvede facader og små grønne oaser. Noget helt andet end, hvad vi hidtil havde oplevet, men Mexico City er ikke til at sætte en finger på. Bydelene og menneskerne er meget meget forskellige, men hvad andet kan man forvente af en by med 20 mio. Indbyggere... Vi har haft nogle gode dage, men vi glæder os også til at komme lidt væk fra storbyen nu. Næste stop er Chetumal og vores couchsurfer Ricardo.
Udnytter lige flyveturen til at få skrevet lidt dagbog om vores dage i Mexico City. Efter ankomst brugte vi et par timer i området. Vi fandt et sted at spise og fik det avokado vi hungrede for. Hovedvejene i Mexicos forstæder er som brede alléer med 3 spor i hver retning og en midterrabat med træer. Der er ondsvagt mange biler på vejene og samtidig er der ikke nogle lyskurve til fodgængere, så det er næsten med livet som indsats at man krydser en vej. Overdrivelse fremmer. Det lader til, at mexicanerne tager på medicin-shopping om aftenen, for bare på vores korte vej over til restauranten gik vi forbi de første 4 apoteker. Og deres koncepter er meget mærkelige – helt åbne facader, lange diske, blinkende lysskilte og mennesker der danser rundt i store maskotdragter som til en fodboldkamp. I det hele taget er deres butikker herovre meget mærkelige. Tirsdagen brugte vi i det centrale Mexico City og der var crappy stores overalt. Det var det samme lort de solgte...
Ting i pastelfarvet plastik, hårelastikker og hårspænder i store poser, gyselige hatte med dyremotiv og nøgleringe i bundter. Og på trods af disse fuldstændigt ligegyldige varer, var der mennesker overalt. Dog udelukkende lokale, der i øvrigt flygtede i panik, da politiet pludselig dukkede op. Vi har lidt en teori om, at det var her de gjorde deres shopping til dét de render og sælger på gaderne, for der er sælgere (og tiggere) alle vegne. Et eksempel var på vej til centrum med metroen, hvor der ved første stop kommer en gammel slidt mand ind med violin og begynder at spille. Ganske forfærdeligt lyder det. På stoppet efter kommer der en dame ind med en gigantisk højtaler spændt på maven. Hun sælger hjemmemixede cd’er, tænder for sin tilkoblede discman og skruer så højt op, at vi ikke engang kan tale sammen. Et par stop efter træder der en dame ind, som sælger tyggegummi fra sin taske. Hun opremser tydeligtvis alle smagsvarianterne og CINCO PESOS i et toneleje som er fuldstændigt urealistisk. Så her står de tre mennesker og skriger for overdøve hinanden, og den stakkels retarderede mand med violinen, som overhovedet ikke kan spille violin, prøver endnu mere febrilsk at få folks opmærksomhed ved at spille lidt hårdere på strengene. Av. Cirkus. E
llers brugte vi tirsdagen på at se ruinerne fra de gamle aztekertempler, som ifølge mexicanerne selv er intet mindre en universets centrum. Templerne blev bygget omkring år 1400, men fordi aztekerne ikke var så seje ingeniører, styrtede de mere eller mindre sammen, hver gang der kom et lille regnskyl. Det resulterede i, at man over 100 år, byggede templerne om 7 gange. Men ikke som i ”hey, lad os da forbedre vores konstruktion og bygge en super stærk bygning” – mere a la ”kom, vi klasker da lige et nyt tempel uden på det gamle”. Og det kunne selvfølgelig heller ikke holde i længden, så i dag er der desværre kun nogle få rester af de gamle lag-på-lag templer, men det er meget interessant og man kan også stadig se lagene. Om eftermiddagen tog vi ud i universitetsområdet, hvor der var lidt mere liv, spiste frisk frugt (som man får i en kop med salt og chili på), satte os ved en sø og gik i krig med den spanske parlør. Om onsdagen gik vi en tur den gamle bydel Coyoacan. Rigtig fint sted; gamle traditionelle mexicanske huse med farvede facader og små grønne oaser. Noget helt andet end, hvad vi hidtil havde oplevet, men Mexico City er ikke til at sætte en finger på. Bydelene og menneskerne er meget meget forskellige, men hvad andet kan man forvente af en by med 20 mio. Indbyggere... Vi har haft nogle gode dage, men vi glæder os også til at komme lidt væk fra storbyen nu. Næste stop er Chetumal og vores couchsurfer Ricardo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar