Chile

Det var en sand fornøjelse at forskrække Kamille i San Joses lufthavn. Vi købte en fælles træfløjte for vores sidste Costa Rica penge – et herligt instrument, der skulle vise sig at give lidt problemer i tolden... Men det lykkedes og vi kom frem til vores hostel kl. 4 om morgenen. På grund af jordskælvet og renovering af dorms blev vi opgraderet til flotte værelser, men de eneste synlige tegn på jordskælv var revner i væggene. Santiago var ellers en fin og ren storby, og ligner meget noget man kan finde i sydeuropa. Om eftermiddagen tog vi hen på Matt og Toms (Lines venner fra New York) hostel, lavede mad og drak en øl eller to... og fortsatte ellers med den lokale alkohol; Pisco! Dagen efter tog vi videre til den gamle koloniby Valparaiso med drengene. Byen ligger ud til kysten med farvede huse op ad den tilstødende bjergskråning. Den er berømt for sine sporvognselevatorer, godt natteliv og den lokale specialitet; chorrillana - bløde pomfritter med gammelt kød og pølser på. Vi havde nogle gode aftener på hostelet og i byen, hvor vi mødte nogle sjove lokale. Efter et par dage tog vi afsked med drengene og drog videre nord på til La Serena. Vi havde en hyggelig dag i byen og Sarah fik endelig overtalt resten af holdet til en romantisk ridetur ned ad den enorme sandstrand. Turen bød på en halvspist død søløve og kortvarig hold i ryggen til Line, da hun som aldrig kan styre (læs: stoppe) hesten. Kamille var god til at ride. Sarah var god til at navngive hestene: ”min skal hedde Pinto”. Dagen efter tog vi på bådtur til Isla Damas og så denne gang masser af levende søløver, pingviner, søelefant, pelikaner, måger og en masse andre grimme dyr. Helt fantastisk dag som vi sluttede af med at hoppe på en natbus for at tilbringe 17 fornøjsomme timer til San Pedro de Atacama. På turen derop ændrede landskabet sig markant fra byer og grøn natur til enorme øde sandsletter, og Andesbjergene begyndte at træde i karakter. Vi ankom til San Pedro de Atacama, en lille hyggelig backpackerby, der ligger i 2440 meters højde midt i Verdens tørreste ørken. Her tilbragte vi 4 dage og tog næsten på samtlige arrangerede ture – men det var hver en krone værd. Første dag stod på geisertur kl 4 om morgenen i -9°C frost efterfulgt af en pinefuld kold tøjafklædning for at hoppe i de varme kilder midt i mellem de dampende geisere. Om eftermiddagen greb vi hver et snowboard og tog et smut i ørkenen Death Valley, hvor vi sandboardede et par timer i det varme fine sand med fantastiske omgivelser. Til stor ærgelse for Kamille især, har de endnu ikke fået anskaffet sig liftsystemer i sandalperne, så tidsforholdet mellem nedkørsel og manuel opstigning var cirka 1:10. God motion! På andendagen var vi på saltlagunetur, hvor vi badede i en lagune med åndssvag høj saltkoncentration. Det var dog ret sjovt, da opdriften var så kraftig, at det faktisk næsten var umuligt at holde kroppen under vandet. Dagen sluttede af med pisco sour og en helt fænomenal solnedgang over en stor saltslette. Sidstedagen stod på afslapning, is, skype og fanstastisk frokost inden vi tog på astronomitur ved midnat. Observatoriet lå ude i ørkenen og havde 10 gigantiske teleskoper og en dygtig guide, der fortalte interessante ting og viste stjernebilleder med sin psyko laserpen. En virkelig god oplevelse, og Sarah og Line skal hjem og melde sig ind i en eller anden nørdet astronomiklub og købte den dersens seje laserpen. I morgen drager vi mod Bolivia – en 3 dages jeep tur gennem bjerge og ørkener. Det glæder vi os til.