Sølv, dynamit og en knækket pik

Lige nu befinder vi os i Potosi – verdens højest beliggende by (4060 m)! I kan lige så godt vænne jer til, at Bolivia har den højeste, største, længste, flotteste, tørreste, koldeste etc. –alting! Byen var gennem to århundrede den rigeste by i hele Sydamerika. Dette alene på grund af de store sølvminer, der findes i de omkringliggende bjerge, hvor folk stadig arbejder den dag i dag. Hold fast, nu kommer der lige lidt historie... Da Spanierne kom til byen i 1545 medbragte de en masse afrikanske slaver til at arbejde i minerne. På grund af det kolde klima og højden døde slaverne som fluer, og i stedet kastede Spanierne sig over de lokale indianere. Spanierne tog indianerne til fange, tvang dem til at arbejde i sølvminerne, men gav dem løn og lovede dem frihed efter 6 måneders arbejde. Når indianerne efter 6 måneder kom og forlangte deres frihed og løn, modregnede Spanierne kost og logi, hvilket gav et negativt regnskab for de stakkels indianere, der måtte gå tilbage til at arbejde i minerne for at kunne betale af på den ”gæld” de nu havde til Spanierne. De fik aldrig deres frihed. Man mener at mellem 6 og 8 millioner indianerslaver er døde grundet minearbejde, og at man med alle deres knogler ville kunne bygge en 1 meter bred bro hele vejen til Spanien. Ligeledes mener man at kunne bygge en tilsvarende bro i ren sølv med alt det sølv som er blevet udgravet i disse miner gennem tiderne. Nutidens minearbejdere har to valg; de kan enten arbejde for regeringen, få fast løn, faste arbejdstider, gratis sygeforsikring til dem og familien samt en gratis bolig – eller de kan vælge at betale 200$ for et område i minen, købe eller leje alt udstyr selv, arbejde som de har lyst og ikke have nogen forsikring, men til gengæld få en lidt højere pris pr ton mineraler de graver ud. Størstedelen vælger det sidste. Minearbejderne er meget afhængige af priserne på sølv og mineraler, og for bare 4 år siden fik de en pris der var 50 gange højere end i dag. Dengang var det ikke unormalt at minearbejderne kørte rundt i Hummere, og selv læger, advokater og skolelærere tog gerne et par timer om ugen i minerne. Det er kun mænd, der må arbejde i minerne (ifølge troen bliver moder jord jaloux, hvis kvinder arbejder i minerne), og man skal være fyldt 18. Til gengæld må en far eller bror gerne tage en mindreårig slægtning med ind, så reglerne kan bøjes ret meget.

Igår drog vi så afsted for at opleve minerne. Vi var kun os 3 og vores 22 årige guide Brigitta. Turen startede på mine-markedet, hvor man køber gaver til minearbejderne. Gaverne kan være coca-blade, cigaretter, alkohol (96%), sodavand og dynamit (!). Potosi er den eneste by i verden, hvor selv børn kan købe disse dynamitstænger lovligt. De koster 10 kr. Herefter gik turen til en af minerne, hvor vi gik ind med små pandelygter. Hver gang vi mødte en flok minearbejdere, der var ved at skubbe deres ét ton tunge mine-vogn med mineraler ud af minen, gav vi dem en af gaverne. Vi fik en masse interessante historier, men det var også trist at høre om arbejdernes dårlige vilkår og de mange forfærdelige ulykker, som ofte finder sted. Vi var også heldige at høre/mærke dynamit blive sprunget. Der kom store tryk og rystelser, og det føltes som om bjerget var ved at styrte sammen. Dybt inde i minen findes en statue af mine-djævlen Tio, som indianerne underkastede sig og ofrede til i håb om at overleve i minerne. Denne tradition er holdt ved og minearbejderne ofrer i dag alkohol, cigaretter og coca-blade til denne statue med håb om at finde rene, værdifulde mineraler. Vi var også et smut forbi Tio og vores guide demonstrerede, hvordan en sådan ofring finder sted. Man starter med at drikke et shot alkohol og derefter hælder man et shot alkohol på knæ og fødder, og til sidst ud over hans ædlere dele med ordene ”også til dig”. Vores guide forklarede, hvordan kvinder strømmer til Tio under det årlige karneval for at bede om en god mand og frugtbarhed, og mens hun fortalte det, viste hun, hvordan man skulle gnubbe hans penis. Mens hun ivrigt forklarede om akten, knækkede den af i hendes hånd og hun kastede den forskrækket fra sig. Måske det sjoveste øjeblik nogensinde. Brigitta skulle dog ikke have flere børn, men djævle-statuens stirrende øjne kunne godt vidne om en utilfreds gud. Traditionen tro tændte vi også et par cigaretter, som man stikker ind i hans mund. Hvis han er glad, ryger han dem. Tio viste sig mærkeligt nok at være ganske tilfreds...