På grund af vores stramme tidsplan kunne der kun blive tid til ét stop i Nicaragua, hvilket er en skam for her er helt fantastisk. Måske er det dét land vi på forhånd havde hørt mindst om og derfor havde færrest forventninger til, men ligesom Guatemala har det overrasket os meget positivt. Folk er smilende, utrolig søde og hjælpsomme, og naturen er utrolig. Vi besluttede os for at tage ud på Isla de Ometepe, en ø som er dannet af to vulkaner der er groet sammen efter lava-udbrud. Øen ligger i verdens 10. største ferskvandssø og det tager en times tid at komme derud med båd. Vi ankom tirsdag efter nogle lange rejsedage og fandt et fint øde hotel nær den ene vulkan, Maderas. De eneste andre gæster var et venligt amer
ikansk venne/kæreste/whatever – par, som boede i Costa Rica. Manden; en ældre hashrygende hippie med langt gråt hår og glasøje tilbød os at vi kunne komme og besøge ham på hans farm i Quepos. Det gør vi nok som det sidste inden San Jose. Det var dog ikke længe vi fik lov at nyde stilheden på hotellet, for om eftermiddagen blev 32 franske teenagere læsset af ved indgangen og stoppet ind i samtlige ledige rum. Der gik ikke 5 minutter før der var Sunny Beach stemning på hotellet. Øv. Og vi skulle tidligt op for vi havde på forhånd besluttet os for at hike vulkanen Maderas. ”Hike” skulle dog vise sig at være en fuldstændig forkert beskrivelse... you don’t hike a vulcano – you climb it! Vi mødtes tidligt om morgenen med vores guide, Johan, en super intelligent og interessant fyr som tilføjede adskillige ting til vores uundværlige google-liste. Turen var helt fantastisk – jo længere man kom op, jo mere stejl, mudret og glat blev terrænet. Og når man så efter knap 4 timers klatring, totalt udmattet og smurt ind i mudder, når toppen, skal man jo også lige ned igen. En hård tur for knæene. Det er helt fantastisk som kroppen kan kæmpe på en beskeden morgenmad og 1,5 liter vand i så mange timer. Den kollapsede så også fuldstændig i de
t sekund vi trådte ind på hotellets grund igen, men det er den bedste følelse. Den meget tiltrængte nattesøvn blev dog totalt ødelagt af de arrogante franskmænd, der mange gange i løbet af natten valgte at holde fest på vores veranda (fordi vi havde en hængekøje lige foran vinduet) og Sarah måtte 4 gange ud og skælde dem ud. Det var derfor to meget veloplagte danske piger, der næste morgen kl. 6 stod og vinkede farvel til de tømmermændsramte frølår med et ”ALLEZ LES BLEUS”, da de forsvandt i deres charterede busser (og ja – det er senere gået op for os, at man synger det i support... det lød bare så rigtigt i situationen). Resten af dagen brugte vi i området. Vi lejede cykler og kørte ud til Ajo de Agua – en lille klar badesø dannet af naturlige kilder. I morgen tager vi til Costa Rica, hvor vi slår os ned et sted i nærheden nationalparkerne i Mondeverde og Santa Elena. Vi kommer til at savne de rare mennesker og hotellets fantastiske 5 kroners friskpressede juicer, men Costa Rica skal også nok blive godt – de har dovendyr.
På grund af vores stramme tidsplan kunne der kun blive tid til ét stop i Nicaragua, hvilket er en skam for her er helt fantastisk. Måske er det dét land vi på forhånd havde hørt mindst om og derfor havde færrest forventninger til, men ligesom Guatemala har det overrasket os meget positivt. Folk er smilende, utrolig søde og hjælpsomme, og naturen er utrolig. Vi besluttede os for at tage ud på Isla de Ometepe, en ø som er dannet af to vulkaner der er groet sammen efter lava-udbrud. Øen ligger i verdens 10. største ferskvandssø og det tager en times tid at komme derud med båd. Vi ankom tirsdag efter nogle lange rejsedage og fandt et fint øde hotel nær den ene vulkan, Maderas. De eneste andre gæster var et venligt amer
ikansk venne/kæreste/whatever – par, som boede i Costa Rica. Manden; en ældre hashrygende hippie med langt gråt hår og glasøje tilbød os at vi kunne komme og besøge ham på hans farm i Quepos. Det gør vi nok som det sidste inden San Jose. Det var dog ikke længe vi fik lov at nyde stilheden på hotellet, for om eftermiddagen blev 32 franske teenagere læsset af ved indgangen og stoppet ind i samtlige ledige rum. Der gik ikke 5 minutter før der var Sunny Beach stemning på hotellet. Øv. Og vi skulle tidligt op for vi havde på forhånd besluttet os for at hike vulkanen Maderas. ”Hike” skulle dog vise sig at være en fuldstændig forkert beskrivelse... you don’t hike a vulcano – you climb it! Vi mødtes tidligt om morgenen med vores guide, Johan, en super intelligent og interessant fyr som tilføjede adskillige ting til vores uundværlige google-liste. Turen var helt fantastisk – jo længere man kom op, jo mere stejl, mudret og glat blev terrænet. Og når man så efter knap 4 timers klatring, totalt udmattet og smurt ind i mudder, når toppen, skal man jo også lige ned igen. En hård tur for knæene. Det er helt fantastisk som kroppen kan kæmpe på en beskeden morgenmad og 1,5 liter vand i så mange timer. Den kollapsede så også fuldstændig i de
t sekund vi trådte ind på hotellets grund igen, men det er den bedste følelse. Den meget tiltrængte nattesøvn blev dog totalt ødelagt af de arrogante franskmænd, der mange gange i løbet af natten valgte at holde fest på vores veranda (fordi vi havde en hængekøje lige foran vinduet) og Sarah måtte 4 gange ud og skælde dem ud. Det var derfor to meget veloplagte danske piger, der næste morgen kl. 6 stod og vinkede farvel til de tømmermændsramte frølår med et ”ALLEZ LES BLEUS”, da de forsvandt i deres charterede busser (og ja – det er senere gået op for os, at man synger det i support... det lød bare så rigtigt i situationen). Resten af dagen brugte vi i området. Vi lejede cykler og kørte ud til Ajo de Agua – en lille klar badesø dannet af naturlige kilder. I morgen tager vi til Costa Rica, hvor vi slår os ned et sted i nærheden nationalparkerne i Mondeverde og Santa Elena. Vi kommer til at savne de rare mennesker og hotellets fantastiske 5 kroners friskpressede juicer, men Costa Rica skal også nok blive godt – de har dovendyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar