Columbia: The Lost City

5 dages trekket startede med 2 timers koersel ind i junglen efterfulgt af 3 timers trekking over det foerste bjerg og ned igen mod den foerste camp. Selv ruten er kun paa 25 km, men flere steder har vandrestierne en stigning paa 45 grader, hvilket goer at trekket tager laengere tid end man ellers skulle tro. Derudover regner det hver eftermiddag og muddermaengden bliver derfor ret stor og besvaerlig at passere. Hver camp bestaar af en masse haengekoejer, et primitivt koekken og rigtige toiletter med bad (vand fra floden). Med os havde vi en guide, en assistent og en kok samt 2 heste, der bar maden til de foerste 2 camps. Vi var en gruppe paa 6, os samt et britisk par og et australsk par i slutningen af tyverne. Den ene af dem var faktisk 4 mdr. henne i sin graviditet, hvilket vi syntes var ret sejt. Turen mod "The Lost City" tager 3 dage (kan goeres paa kortere) hvor man vandrer gennem fantastisk junglenatur, op og ned af bjerge og krydser floden utallige gange. Paa fjerdedagen besteg vi ca. 1800 trappetrin for endelig at se den forsvundne by helt uden andre turister. Byen, som bestaar af terasser hvorpaa husene engang har staaet, havde vi ikke de store forvenninger til. Det viste sig dog, at disse mosbeklaedte terrasser omgivet af jungle og fantastisk udsigt var et forbloeffende syn. En del af charmen ved den forsvundne by er ogsaa, at man bliver noed til at trekke derud for at kunne opleve det - hvilket skaerer antallet af turistbesoegene ned. Derudover er der ikke mange restriktioner (ingen militaermaend som floejter i deres floejter naar man bevaeger sig uden for stierne som i Machu Picchu). Militaermaend var der dog massere af og de var venlige, smilene og laante med glaede deres store gevaerer ud til aere for et foto. De var heller ikke blege for at saelge deres hundetegn, hatte og andre genstande. Et par timer efter var vi nede igen og nu gik turen hjem igen. Stierne var nu bekendte og det gik en del hurtigere. Vi var heldige med vejret alle dage og da vi udmattede naaede frem til slutpunktet under halvtag begyndte det at oese ned. Med lyn og torden og regn i stride stroemme. Vi fik ret ondt af den gruppe paa 12, der skulle til at starte. Dog kunne man ikke lade vaere med at glaede sig indvendig over at have overstaaet trekket. Det viste sig dog, at vores tanker gav bagslag, da vi skulle med jeepen tilbage igen. Den store maengde regn havde nemlig kreeret utallige floder over vejen, hvilket gjorde det en smulle svaert at komme hjem. De foerste 2 floder gik nogenlunde, men efter at have ryddet vejen for et nedfladet trae, der var blevet ramt af lynet, naaede vi nu frem til den stoerste flod af alle. Denne flod gik en mand til livet og var meget kraftig. Vi ventede ca. 1 time paa at vandstanden ville falde alt imens vi betragtede de mange guider baere nytilkomne motorcykler gennem floden for at komme over paa den anden side. Foerste forsoeg paa at krydse floden med jeepen lykkedes ikke, men vi naaede at bakke tilbage foer vi blev taget af stroemmen. Gulvet i jeepen blev dog ret gennembloedt og motoren loed ikke helt normal. Anden forsoeg lykkedes med hjaelp fra 5 lokale, der skubbede bilen helt op paa fast grund. Det blev slutningen paa vores eventyr i junglen. Vi begav os nu ud paa endnu et buseventyr og endte i Cartagena sent om aftenen, hvor vi udmattede faldt om paa vores senge.
De naeste par dage staar paa baadtur til Playa Blanca, endnu en overnatning i haengekoeje paa oeen og til sidst en tur til en muddervulkan med scrub og masssage (forhaabelig). Tirsdag har vi fly mod Quito for derefter at drage afsted mod DK. Vi glaeder os meget til at komme hjem men har samtidig haft skoen tur.

Columbia: Santa Marta - National Park Tyrona - Taganga

Santa Marta var varm og solrig. Vores "vundne" tid fra flyturen blev brugt paa den lokale strand, der var overflydt pga. at alle havde faaet fri til at kunne stemme. Dagen efter drog vi mod den naerliggende nationalpark kaldet Tyrona Park. Her trekkede vi gennem smuk regnskov og langs smukke sandstrande for til sidst at ende ved den mest populaere strand. Her lejede vi et par haengekoejer og havde netop gjort os strandklare da det begyndte at oese ned. Juhu - mere tid i skyggen til afslapning og angreb af myg. Vi kom hurtig i snak med et par backpackere, der havde observeret, hvor sultent Sarah's blik havde set ud, mens de spiste deres kokusnoed med nutella. Det var 2 flinke fyre - israeleren Eyal og spanieren Pablo. Dem fik vi meget sjov med. Vi noed dagen efter paa stranden i solskin og brugte trediedagen paa at drage mod Taganga -en lille fiskerby, der skulle vise sig at bringe meget sjov. Denne by boed paa strand, sjov og fester med vores nylaerte venner og flere endnu. Efter et par dage fik vi nok og nu er turen mod "the lost city" booket og betalt. Vi tager afsted imorgen.

Billeder Columbia part 1

http://www.facebook.com/album.php?aid=224802&id=632692526&l=4af3ec9c9c

Columbia: Bogota - Medellin

Med endnu en bus ankom vi til Bogota og fandt efter lang tids soegen vores hostel. Her inlogerede vi os og kom hurtig i snak med en dansk-australsk pige, som tog os med i byen med hendes nylaerte lokale venner. En af venner var salsalaerer og generelt danser de enormt meget (og godt) salsa her. Da vi ikke er typerne, der med vilje goer os selv til grin paa dansegulvet bestemte vi os for at tage hjemad da de dragede mod salsaklubben. De naeste 2 dage stod paa oesende regn, hvilket resulterede i en masse museumsbesoeg, bl.a. guldmuseum, kunstmuseum og militaermuseum. De manglende muligheder for at udforske byen under aaben himmel resulterede "desvaerre" ogsaa i, at der blev tid til at besoege Bogota's store shoppingcentre. Dette blev dog mest til glaede for Sarah, der nu snart ikke har mere plads til kjoler i sit klaedeskab. Vi tog efter Bogota mod kaffeomraadet, for at besoege en lille by kaldet Solento. Her gik vi en lang og flot vandretur gennem storegraesmarken og taet skov. Vi bleva hjemturen overrasket af en enorm regnskyl, men fik heldigvis hjaelp af en lokal herre i form af to plastikposer som kunne beskytte dele af kroppen fra at bliev vaad. De hjalp kun ganske lidt og det var to gennembloedte piger som naaede frem til slutpunktet. Vi fik nok af regnvejr og dragede mod Medellin i haab om bedre vejr og en tur i vandpark! Hvad skal man ellers lave naar man nu er i sydamerika? Vi ankom til weekenden for at kunne feste lidt, men fandt hurtigt ud af, at der var valg af praesident, hvilket jo, som vi efterhaanden ved, betyder at der ikke er salg af alkohol. Der var dog et rigtig hyggeligt barkvarter kaldet Zona Rosa, som vi lige naaede at udforske lidt. Vejret var ikke meget bedre her saa vi endte med at tage paa eksperimentarium, hvor vi legede et par timer. Dagen efter skinnede solen en smule og vi drog med vores nye svenske roommate i vandpark. Sarah havde virkeig glaedet sig til dette, men blev en smule skuffet da hun saa kun 2 af vandrutschebanerne var aabne. Dem havde vi det dog rigtig sjovt med. Paa vej hjem mod hostellet hoppede vi paa en lift, der tog os op saa vi kunne se den store by oppe fra. Sidste dag i Medellin blev brugt paa at transportere os selv mod et sted, hvor vi kunne paraglide. Det viste sig selvfoelgelig, da vi var naaet hele vejen derop, at vejrbetingelserne ikke laengere var favorable, hvorfor vi skuffede begav os tilbage igen. En aergerlig slutning i Medellin, men turen gik nu mere nord paa mod Santa Marta. Denne tur kunne man vaelge at tage med bus i 17 timer for 100.000 pesos eller med fly i 2 timer for 110.000 pesos. Vi valgte den ikke-CO2-rigtige loesning. Vi maa efterhaanden have opbrugt vores kvote - men vi nyder det og har nu udskiftet vores backpacker titel med flashpacker.

Columbia : Cartagena-Mompos-Burcaranmanga-San Gil

Vi ankom til Cartagena med fly og traadte ud i en mur af hede og fugt. Tilfaeldigvis var det en helligdag og alt var lukket, men det gav os mulighed for at udforske den gamle del af byen som bestod af mange farvede huse med altaner og blomster. Dagen efter begav vi os paa en lang tur mod syd-oest. Vi startede ud i den lokale metrobus med hoej musik, loese plastiksaeder, alt for mange mennesker og ingen aircon. God start. Herefter hoppede vi paa endnu en bus som vi blev smidt af midt i et vejkryds "in the middle of nowhere" efter 2 timer. Det var her vi for alvor opdagede, at folk i Columbia ikke snakker engelsk, men trods det meget gerne vil snakke! Efter lidt tid kom vi frem til, at vi skulle videre med en lille lokal overfyldt minibus. Tilgengaeld er maendene hoeflige nok til at lade kvinderne faa en siddeplads. Efter 1 time blev vi stoppet af militaeret med store guns, der hev alle folk ud af bussen for at kropsvisitere maendene og udspoerge turisterne (os). De var meget mistaenksomme og spurgte os om vi havde familie i Mompos (hvilket virker ret usandsynligt eftersom vi kommer fra DK og Mompos er en meget lille bondeby langt ude paa landet). De lod heldigvis gaa og vi ankom til flodbaaden, som transporterede os mod endnu en lille by. Herfra blev vi proppet ind paa forsaedet i en taxa og koerte langt om laenge mod vores endelige destination: Mompos. Det var en lille med meget fin by med hvide huse. Her var vi de eneste turister og muligvis ogsaa de foerste besoegende i lang tid. Dagen efter tog vi mod Bucaramanga. Vores bus gik desvaerre ikke saa vi blev smidt paa ladet af en jeep og saa var det ellers bare fuld fart fremad gennem pampaslignende natur. Saa tog vi en ny bus og ankom sent til byen. Det var en stor by og vi valgte ikke at bruge tid paa den, men i stedte begive os mod en lille hyggelig by kaldet San Gil. Vi skal maaske lige naevne, at selvom vi var saa meget paa farten, var der massere at se pga Columbia's fantastiske og skiftende natur. San Gil var en rigtigt adventureby, men eftersom vi efterhaanden har proevet det meste, var det bodyboarding, der stod paa programmet. Her fik man et board og sammen med guide begav man sig ud paa floden gennem dens mange vilde stroemme. Det var ret vildt og man fik sig da ogsaa et par skrammer, men det var en fed foelelse at blive suget ned under flodens overflade og i 1 sek ikke vide om man faktisk ville komme op igen! Nu gaar turen videre mod hovedstaden Bogota og forhaabelig et par dage samme sted.

Billeder Ecuador part 2

http://www.facebook.com/album.php?aid=222064&id=632692526&l=143417dcc3

Quito – Banos – Quito

Vi ankom fra Galapagos til Quito d.11 maj og fandt et rigtig hyggeligt hostel i den gamle bydel af Quito. Her var mange backpackere og på toppen lå en tagterrasse, hvor man kunne nyde vejret og udsigten over store dele af byen. Dagen efter tog vi mod Banos, en lille by i bjergene syd for Quito. Her var en masse aktiviteter at tage sig til. Vi lagde ud med at prøve canopy, hvor vi blev spændt til et kabel i supermand stilling og ”fløj” ud over en kæmpe flod. Dette var ikke vildt nok for Kamille som derefter valgte at hoppe ud fra en bro. Dog med seler og sikkerhedsudstyr. Det var en ret vild oplevelse. Vi sluttede dagen af med riverrafting i amazonen –denne gang dog mindre vildt end i Cusco, til vores store skuffelse. Dagen efter besluttede vi os for at tage alene ud på et turist-trek langs en flod med destination mod et stort vandfald. Trekket viste sig hurtigt ikke at være særligt turistet. Vi tog afslappet afsted i klip-klappere for efter 2 timer at opdage, at stien blev mindre og mindre og til sidst forsvandt (sammen med skiltene). Efter at have faret vild 2 gange fandt vi en lille gård, hvor vi spurgte om vej til vandreruten på bedste international tegnesprog (læs: bevægede arme og ben mens gående på stedet). Den gamle dame pegede ned ad bjerget og vi begav os ned ad den næsten-ikke-eksisterende sti helt ned til bunden af det bjerg vi lige havde brugt tid på at bestige. Her mødte vi hendes mand, der var i færd med at plukke appelsiner i deres frugtplantage. Han sagde noget på spansk om, at det var en forkert vej mens vi smilende nikkede og gik videre blot for at finde ud af, at stien sluttede. I bitter tavshed besteg vi bjerget endnu engang og på toppen stod manden ventende med 2 appelsiner i hånden til os. Han tilbød at vise os vej og vi takkede pænt og meget lettet ja. I de næste 30 minutter gik vi i bare tæer (da klip-klappere jo som bekendt bliver meget glatte i fugtigt miljø) med mudder og lort til knæene. Vi åndede lettet op da vi fandt et skilt og manden vurderede, at vi nu kunne forsætte alene. Af sti af sted gik det da vi efterhånden var ved at blive bange for ikke at nå frem til målet før mørkets frembrud. Flere gange måtte vi lave vores egne stier, men endelig nåede vi frem til byen, hvor vi skulle tage en lift over floden. Dette var blot for at opdage, at liften ikke kørte og vi måtte derfor trekke ned af bjerget til floden, hvor der var en bro. Her lå vandfaldet tilfældigvis også og vi ankom til synet af en kæmpe flok ecuadorianerer med hænderne i vejret og skrigende af vandfaldet. Det fandt vi meget morsomt, men hurtigt blev inviteret med i ”sekten” og vi tilsluttede os, da de inviterede til fælles rundkreds og tilbedelse af vandfaldet – eller hvad de nu havde gang i. Vi forstår jo ikke spansk.... men det var noget med vand, tak og Gud. På den anden side af broen blev nødt til at tomle hjem, da der ingen taxa’er var. Turen endte med at udvikle sig til noget HELT andet end forventet, men det var den fedeste og sjoveste oplevelse. Om aftenen mødtes vi med vores britiske venner Mark og Russell som vi havde endnu en sjov aften med. Dette gav bagslag morgenen efter, hvor vi havde booket en canoying tur som gik ud på at rapelle ned af vandfald. Alligevel blev det en spændende oplevelse og det kolde vand fik os hurtigt op på dupperne igen. Herefter gik turen tilbage mod Quito, hvor vi havde en dag til at lære byen at kende. Her oplevede vi vores første (og forhåbelig eneste) ”overfald” på åben gade ved højlys dag. Heldigvis skreg Kamille op da han greb håndtasken mens Sarah skubbede ham væk og råbte danske skældsord af ham. Folk stoppede op og kiggede men ingen gjorde noget. Tyven kiggede lidt på os inden han koldt forsatte tomhændet og luntende i modsatte retning. Vi var egentlig ret heldige, da vi har hørt om mange bevæbnede (og vellykkede) overfald her i Quito. Lidt forskrækekde forsatte vi vores tur. I morgen drager vi med fly mod Cartagena i Columbia – noget som vi ser meget frem til.

Billeder fra equador ligger her:
http://www.facebook.com/album.php?aid=173778&id=551157465&l=b0235a0fce

Equador og Galapagos

Sidst vi skrev havde vi forladt Line i Peru med de beskidte Cusco børn og var på vej til Mancora – en kystby i Peru. Her inlogerede vi os på noget der minder om et charter hotel i syd Spanien med pool og strand. Det viste sig hurtigt at det var her alle andre backpackere også holdt til. Derfor stødte vi også ind i 2 australske fyrer som vi tidligere havde mødt. I Mancora gik de fleste af dagene med sol, strand og pool men en enkelt fisketur blev det dog også til. 3 dage her gjorde os rastløse da byen ikke havde meget andet at byde på og vi tog mod Mantanita i Ecuador som også er en strandby. Vi mødte 2 britiske fyrer (Mark & Russel) som skulle med samme bus og dem havde vi et par sjove dage med. Mantanita er en by der lever om aftenen. Folk går i byen og drikker sig fulde, sover i deres lysforladte værelser til kl.15 hvorefter de går på stranden og så starter hele showet forfra igen. Dette gælder både for de lokale og de mange backpackere. Vi forlod briterner og Mantanita efter et par dage og tog mod det længe ventede Galapagos! Juhu.
På Galapagosøen Santa Cruz startede vi ud med en lille dykkertur i det tyrkise indbydende hav. Det var Kamilles jomfrudyk og med bankene hjerte og instruktør i hånden tog hun sit introdyk under havets overflade. Herefter havde vi 2 rigtige dyk forskellige steder. Det var helt fantastisk. Vi så hammerhajer, søløver, store rokker,delfiner, kæmpe skildpadder, white tipped sharks og massevis af fisk. Et sted var der så meget strøm at man bare flyde afsted med strømmen over den fiskrige havbund og nyde synet. Dagen efter startede vi med en vandretur til en bounty beach kaldet Tortuga Bay som lå en time fra Puerto Ayora – byen vi boede i.
Om aftenen startedevi på vores 5 dages cruise på en katamaran sammen med 8 andre unge turister. Aktiviteterne alle dage var ens: hiking og snorkling. Første dag hikede vi på øen Rabida med rødt sand på stranden. Vores guide fortalte livligt om Galapagos øernes historie og deres mange endemiske arter. Han fortalte om hvordan de gør alt for at udrydde nytilkomne ikke endemiske arter – f.eks. geder bragt hertil af mennesket. De foretrækker at beholde naturen uforandret og vi kan ikke helt finde ud af om det faktisk er for naturens skyld, eller om det er for at beholde deres unikke ry for at tiltrække turister.
Bagefter så vi søløver og snorklede rundt om kysten og drog da videre med båden til øen Santiago der var fyldt med havleguaner og endnu flere søløver samt en masse store røde krabber.På trediedagen havde vi et stop på vulkanøen Bartolome, hvor vi ”besteg” (ad turist stier) en vulkan og så den smukke udsigt. Herefter snorklede vi med pingviner, hajer og en masse masse faverige fisk. Turen forsatte mod North Seymour, hvor vi tidligere havde dykket. Her var øen fyldt med fugle, bl.a. friget birds; hannerne har store røde poser under næbet for at tiltrække hunnerne. Vi så også den velkendte ”bluefooted boobie” hvis navn vi havde meget sjov ud af - små hjerne små fornøjelser. Morgenen efter stod vi tideligt op og så solopgangen over en sandslette i havet ved North Seymour som vi herefter lagde til. Denne var fyldt med søløver – store og små. De små var specielt nysgerrige og et sted ved kysten havde de i deres lille søløve samfund etableret en lille ”børnehave” med omkring 20 små søløver og en stor fed hunsøløve (pædagogen) til at passe på dem. Når vi stillede os et par meter ud i vandet svømmede de livligt legende omkring os og nippede til vores fødder og tæer. Der var en der var specielt glad for Sarahs ankelkæde med koraller på. Hunsøløven var et par gange ovre for at markere sig men gjorde intet ud af sine trusler! Katamaranen tog herefter kurs mod Santa Fe, hvor vi snorklede med søløver og så kæmpe fiskestimer, hvilket var et ret fantastisk syn. Bagefter hikede vi på øen og så landleguanen. Vores guide var meget forbløffet over, at vi fik set både en lille unge, en mor og en gammel leguan. Det er åbenbart uhørt, men turismen må have gjort dem tamme (og så snakker han om hvordan naturen på Galapagos skal forblive uforandret..men turismen er åbenbart ok). Sarah og Kamille var dog lidt mere intereserede i søløverne, der lå tilfældigt smidt rundt omkring på stranden.
Natten brugte vi på at komme til San Cristbal, som vi dog ikke nåede at se meget til, da vi skulle nå en speedbåd tilbage til Santa Cruz morgenen efter – dette var ikke en del af turen, men vi var blevet en smule misinformeret og fik pludselig travlt da vi havde et fly hjem dagen efter. Så vi stod op kl.5 (eller det vil sige kl.4 fordi vi selvfølgelig havde glemt at stille uret) og så blev vi ellers i mørket smidt af på en aflåst båd de mente var den der sejlede mod Santa Cruz. Her sad vi så i mørket alene og ventede på ejeren der heldigvis dukkede op en time efter og et par timer efter var vi på fast jord igen. Sidste dag benyttede vi lejligheden til at besøge Darwin Center. Selve research centeret var ikke voldsomt informerende, men de havde en masse kæmpe landskildpadder gående omkring. Her så vi den berømte Lonesome George, der den eneste tilbage af sin art fra en bestemt ø og han har åbenbart ikke lyst til at formere sig med de 2 lækre hunskildpadder af en beslægtet art, som de ellers har placeret ham sammen med. Vi havde regnet med at shoppe i souvenirshoppen og købe fedt Darwin gear, men fordi det var søndag var alting lukket.
Nu sidder vi så og svajer frem og tilbage mens vi venter på at balancenerverne kommer på plads til at vi skal flyve mod Quito imorgen. Galapagos har været en kæmpe oplevelse. Naturen er ikke så spektakulær – jo det tyrkise hav kan man jo kun elske – men ellers er det primært dyrelivet der tager pusten fra en. Vi har fået forlænget vores rejse til d.16 juni (tak Kamilles far) da vi ikke helt er klar til at drage mod DK endnu. Så nu går turen mod Colombia!

Billeder fra Peru

Link til billeder fra Peru:
http://www.facebook.com/album.php?aid=173355&id=551157465&l=ab550e3542

Isla del sol & Peru

På vej til Cusco lavede vi et mellemstop i Copacabana, der ligger ved Lake Titicaca. Her tog vi en sejltur ud til Isla del Sol, hvor inkaerne mente solen opstod. Inkaruinerne var ikke noget at råbe hurra for, men trekkingturen var god motion. Dagen efter drog vi mod Cusco i Peru for at starte Vores store eventyr. Vi bookede et 4 dages ”Inka Jungle Trek” og kom af sted dagen efter. Gruppen vi skulle trekke med bestod af 7 andre personer: det unge britiske par Max og Natasha, briten Kevin, irren Padraig, amerikanske Jason, australske Jason og franske Martin. Disse skulle vise sig at bringe rigtig rigtig meget sjov til turen. Derudover havde vi en ret (ufrivilligt) underholdende guide: Eddy.

Første dag foregik i fuld fart på mountainbike nedad smukke bjerge og gennem brusende vandfald. Faktisk mindede det meget om Death Road i Bolivia, denne gang var det bare på asfalt og derfor mindre farligt. Da vi ankom til Santa Maria stod den på White Water River Rafting. Det var første gang for os alle 3 og vi var ret spændte og nervøse, men det viste sig at blive den fedeste tur fyldt med adrenalin kicks. Vi formåede alle sammen at forblive indenbords trods de vilde bølger og strømme. Det er helt klart ikke sidste gang vi prøver det.

Anden dagen stod på 9 timers trek op og ned gennem bjerge vi aldrig ville have troet nogen kunne bestige.Her kom kondien lidt på prøve, men som de trænede piger vi er, var det peace of cake..eller..hårdt var det og tøjet blev gennemblødt, men sceneriet og selskabet opvejede for de fysiske anstrengelser. Billederne taler vidst lidt for sig selv. Vi ankom til Santa Teresa, hvor vi hurtigt fandt det lokale diskotek med lækre mojitos og en stripperpæl. Det fik vi enormt meget sjov ud af (især Line – big surprise).

På trediedagen tog vi ”the second option” (turen var fyldt med muligheder for at undgå hårde anstrengelser) og kørte med bus det første stykke af trekket. Derefter trekkede vi de næste 6 timer langs brusende floder og jernbanen til Aqua Caliente, som er byen under bjerget, hvorpå Machu Picchu befinder sig. Igen i helt fantastiske omgivelser.

Så kom den længe ventede dag, hvor vi skulle op kl.4 og tilbagelægge hundredvis af trappetrin for at ankomme til Machu Picchu. Den dag havde vi alle 3 frygtet! Med lommelygter, pandelamper og vandrestave begav vi os alle 10 ud i mørket og besteg (prustende) det stejle bjerg. En kæmpe sejr var det da vi nåede toppen og synet af inkaruinerne var helt klart hele turen værd. Vi så solen stå op over bjergene mens inkaruinerne blev solbelagt. Herefter blev vi guidet rundt i 1 time, hvorefter vi havde 2 timer før vi skulle bestige det næste bjerg: Wayna Picchu. Vi fandt en skrænt ved ruinerne hvor vi kunne nyde solen og de smukke omgivelser indtil bestigningen skulle finde sted. Som sagt havde vi en masse interessante og sjove personer i gruppen som vi gennem de tidligere dage havde lært ret godt at kende, så de 2 timer fløj af sted – ligesom de sidste 3 dage havde gjort.

Igen skulle vi tilbagelægge mange trappetrin og denne gang af den lidt stjelere art med reb til at trække sig op med visse steder. Efter 45 minutter kunne vi forpustet og tilfredse kigge ned på Machu Picchu fra Wayna Picchu– endnu et helt fantastisk syn. Herefter drog vi udmattede tilbage mod Aqua Caliente for derefter at tage toget tilbage til Cusco om aftenen – en masse formidable oplevelser rigere. Der gik nok 20 sekunder før vi sad og snorkede i toget.

På vores sidste dag sammen nød vi alle 3 godt af billig og velfortjent massage. Sarah og Line fik levet det vilde liv ved at få lavet deres længe diskuterede ”veninde” tatoveringer. Bagefter havde vi inviteret til barbecue på vores hostel og det endte med vi fik en hel reunion med både nye og gamle venner vi havde mødt på vores rejse gennem Chile, Bolivia og Peru. Det var sørgeligt at sige farvel til alle vennerne, specielt Line, men vi havde en enormt underholdende aften, der dog gav lidt bagslag morgenen efter hvor Sarah og Kamille skulle op kl.5 for at nå flyet mod Lima. Selvfølgelig var det 4 timer forsinket.

Nu tager vi mod Mancora ved Peru’s kyst hvor vi forhåblig vil nyde godt af sol og varme før vi drager mod de eksotiske Galapagos øer. Line bliver i Cusco med sine amerikanske venner for at arbejde frivilligt med Cusco børn. Det bliver maerkeligt at rejse hver for sig efter så mange dage sammen

Billeder

Saa er det, efter pinligt mange timer, lykkedes os at faa uploadet de seneste billeder paa facebook... enjoy!

Jungletur
http://www.facebook.com/album.php?aid=173624&id=636602233&l=8c92cc4bc0

Bolivia
http://www.facebook.com/album.php?aid=173446&id=636602233&l=d9559e31ac

Death Road

Efter en times kørsel i minibus til toppen af La Cumbre, der ligger i 4700 meters højde, var vi nu klar til at bevæge os ned ad THE WORLD’S MOST DANGEROUS ROAD på de medbragte mountainbikes. Vi havde valgt et af de mindre populære bureauer, og var af den grund kun 4 på holdet, hvilket var helt genialt i denne situation. Vi blev pakket godt ind i tøj og beskyttelsesudstyr, og så var det ellers afsted. Turen ned var i alt på 68 km og med en nedstigning på 3650 m. Det første stykke var ad asfaltvej og her var der tid til at blive tryg på cyklen og ikke mindst farten. Hvis i har set nedkørslerne i Tour de France, kan I måske sætte Jer ind i, hvilket rush det var, at give den fuld gas. PS: det var intet nær Tour de France, men lad os nu bare føle os lidt Schleck agtige. At tempoet så, mere eller mindre, ville fortsætte i samme fart da vi nåede frem til den rigtige del af Death Road, havde vi vist ikke lige regnet med. Der var ikke noget hygge-city-biking her. Fuld gas. Grunden til, at vejen har fået sit faretruende navn skyldes, at den er smal – nogle steder kun 3 meter, at underlaget er grus og løse sten og at klippesiderne er lodrette og i øvrigt går 100 meter ned... Det meste af fokus lå dog ikke på hverken den fantastiske udsigt, klippesiderne eller de uendelig mange kors, der stod placeret rundt omkring langs vejen, men mere på det næste sving og på ikke at skride (og skide). Det fik vi dog til gengæld mulighed for at få paranoia over på turen tilbage i bilen, og det var ikke helt til at forstå, at vi havde kørt denne frygtindgydende tur ned i så højt et tempo. Vi klarede det dog uden skrammer, kun vores 4. mand havde et mindre styrt. Da vi kom i bund var vi totalt høje på adrenalin og der var ingen tvivl; bedste cykeltur nogensinde!!

Jungletur

Dagen efter hjemkomst fra Pampas begav vi os ud på en 3 timers smuk flodtur til junglen. Her ankom vi til vores basecamp, der var placeret midt i en frugtplantage. Begejstrede som vi var, kastede vi os over de nedfaldne grapefruger – hvorfor besvære sig selv med at plukke dem fra træet? Dette skulle vise sig at bringe meget uheld.. Vi bestemte os for at campe dybt inde i junglen frem for vores basecamp - for at være lidt ekstra adventure-agtige. Vi var dog ikke lige så adventure-agtige som vores alternative gruppe venner, der valgte at begive sig ud i junglen uden fodtøj og myggespray - idioter.. Afsted kom vi og trekkede i junglen i et par timer inden vi slog os ned. Sammen byggede vi en lejr af palmeblade, lianer og myggenet, hvorefter vi begav os ud på tur i det nærtliggende område, hvor vores guide nedlagde regnskoven med machette. Om aftenen gik vi i floden, hvor vi så slange (i ental), frøer og fangede en lille caiman. Tilbage i lejeren fik vi spaghetti kogt i flodvand til stor begejstring for den fødevarestudrende Kamille. For Sarah blev natten længere end lang. Da Sarah havde spist en en dårlig grapefrugt var hun bogstavelig talt blet RØV syg. Dette resulterede i mange natlige besøg med lommelygte i den vilde jungle, hvoraf en af disse blev vildfaren for den feber-trance ramte stakkel. Guiden fandt dog hurtigt Sarah og brage hende tilbage til lejren. For Kamille blev natten også lang ved tanken om diverse kryb, der kunne indtage hendes sovested. Som sædvanlig sov savle-Line tungt og trygt, og havde kun en 2 timers lytte-efter-tapirer session, hvilket vist kan betegnes som barnemad i forhold til resten af flokkens oplevelse med junglenatten. Da morgenstunden kom kunne man se desperationen i Sarahs øjne og vi kom hurtigt tilbage til basecampen, hvor vi dog liiiiige skulle have 2 timers smykkeworkshop med selvfundne frø og tænder fra vilde junglesvin. Herefter blev vi hentet af båden og Sarah åndede lettet op da hun igen var tilbage i civilisationen med toilet inde for rækkevidde. Alt i alt en SUPER tur. Sikke ynkelige vi var. Men en oplevelse blev det da. Vi fløj tilbage til La Paz om aftenen, i et lille propelfly. I sig selv en meget speciel oplevelse. Der var delte meninger om placeringen på ”hurra, hvor fedt” skalaen, men Line kom ud i cockpittet og fik sig en snak med piloterne, der valgte at dreje hele flyet (både vertikalt og horisontalt) for at hun kunne få et perfekt billede af den sneklædte bjergtop, som vi fløj lige forbi. I La Paz var der genforening med vores amerikanske venner, Matt og Tom, og så var det ellers Lines tur til at ligge med feber og dét vi nu vælger at betegne som ”grapefrugt-syge”... så ved alle vist, hvad vi snakker om. Kamille og Sarah benyttede den efterfølgende dag til ”fri leg”, hvilket vil sige shopping, og var i højt humør, da de om eftermiddagen dansende vendte tilbage til hostelet og viste ynkelige Line de nyindkøbte VENINDE-ringe. Der må gerne gættes på Lines begejstring her.. Om aftenen bookede vi den så – cykelturen på verdens farligste vej, DEATH ROAD. En tur, der er meget hypet i La Paz, men som rent faktisk er ret farlig. Det begyndte for alvor at gå op for os, da det ikke var mere end 5 dage tidligere, at en israelsk pige kørte ud over kanten og blev dræbt.

Pampas

Så var dagen kommet for vores adventure-agtige tur til Pampas. Pampas er et område med et stort netværk af floder, der udspringer fra Amazonas og har høj biodiversitet. Vi var en gruppe på 8 og de øvrige 5 var ikke lige vores typer, men det kan nogengange også vise sig at være underholdende – især når dansk er et sprog ikke mange forstår. Turen startede med 3 timers afsindig støvet og bumlet kørsel i jeep, men førte os hen til vores longboat med solstole. Ahh, me gusto. Dagen gik herefter med at sejle rundt på floderne og se på dyr, især aber og fugle. På et tidspunkt stoppede guiden båden og sagde, at vi kunne hoppe i floden og svømme med delfiner. Efter lidt tøven hoppede vi i det grumsede vand, og der gik heller ikke længe før der fløj en ”pas på – der er en alligator” -joke gennem luften fra en anden båd. Efter få minutter var vi omringet af legesyge delfiner, der flere gange var henne og prikke til vores fødder. Om eftermiddagen blev vi indlogeret på vores ecolodge og senere sejlet hen til en sunset bar, hvor man kunne mødes med alle de andre grupper, spille volleyball, drikke en øl og se solnedgang. Efter aftensmaden tog vi på bådtur ud i natten. Målet var at spotte alligatorer og vi var alle udrustede med vores lommelygter - for dyreøjne lyser nemlig rødt i mørket, når man lyser på dem. Vi så et par alligatorer langs flodbreden og fandt senere en lille caiman unge som vi kom helt tæt på. Guiden slukkede for motoren og vi drev rundt i natten og så på den fantastiske stjernehimmel mens de gigantiske flagermus fløj omkring og natdyrene vågnede. Himlen var fyldt med stjerneskud... troede vi... det viste sig dog at være ildfluer! Dumme os. Anden dag stod på anakondajagt... uhadada. Årstiden var dog ikke lige til vores fordel, hvilket resulterede i 2 timers vandring i sumpen uden held i slanger – til gengæld overdrevet meget held i at have fået de gummistøvler med huller i. Og held i myggestik. Efter en velfortjent siesta tog vi ud for at fiske piratfisk. Denne gang med held -for Sarah og Line ihvertfald. Vi fik hver en snørre med krog hvorpå vi satte et stykke kød og inden længe var der bid. Da Sarah ville stikke fingeren i munden på sin fangst for at mærke de spidse tænder veg guiden forskrækket tilbage og fandt et blad til at demonstrere dens bideevne. Det minder lidt om en automatisk hulmaskine. Så Sarah beholdte sin finger denne gang. Vi skulle tidligt op på trediedagen for at se solopgang og høre dyrene vågne. Det var helt fantastisk. Derefter gik turen hjemad med et enkelt stop for at svømme med delfiner endnu engang. Da Kamille synes det var for creepy at hoppe i igen blev hun sammen med en anden pige fra gruppen i båden med fødderne i vandet. Inden længe fik hun et close-up møde med en delfin, der dukkede op fra dybet for at nippe til den anden piges fødder. Lidt af et chok. Herefter stod det på jeeptur tilbage til byen efterfulgt af afslapning i hængekøjer med kold øl og bog. Livet er vel nok skønt.

Sucre og La Paz

Efter vores minetur i Potosi tog vi til Sucre, som skulle vise sig at blive en lidt anden oplevelse end, hvad vi havde haft i tankerne. Sucre byder på en masse aktiviteter og ture, og vi var SÅ klar. Desværre ankom vi lige oven i en kombineret påske/borgmestervalgs-weekend, så alt var lukket og der var ingen transport ud af byen i 3 dage. Nåh, men heldigvis kunne vi da så gå i byen og drikke og os fulde. Nej nej, ingen udskænkning af alkohol i valg-weekenden! De smarte unge mennesker fandt dog et supermarked der solgte vin, og nogle venner at få weekenden til at gå med. Sucre var en smuk by, der også bød også på et herligt frugtmarked og en meget backpackervenlig cafe med happy hour på kage. Om mandagen lykkedes det os, til Sarahs store glæde, at komme på ridetur sammen med vores ven Jakob fra jeepturen. Kamille var lidt nervøs for turen, især eftersom vi ingen hjelme fik. Det viste sig dog hurtigt, at Kamille var et naturtalent (citat Sarah). Line, der ikke har held i hest, fik den gamle hippiehest med fletninger og dannede en ensom bagtrop det meste af første halvleg. I frokostpausen kom en pige fra gruppen snøftende hen og spurgte Line om hun ville bytte hest, da hendes godt kunne lide at ride stærkt. Bytte bytte købmand. Line og ny hest blev hurtigt trygge i hinandens nærvær, de bedste venner... troede hun. Anden halvleg foregik i et lidt andet tempo, og efter en nedstigning af en næsten lodret klippevæg, stod den nu på fuld galop langs en trafikkeret vej. Kamilles jomfrugalop. Flot. For at gøre en lang historie kort... Pludselig så Sarah og Kamille en hest uden rytter, som viste sig at være Lines. Kamille ville dog ikke udnytte situationen og tage billeder, så desværre er der ingen dokumentation af det seje stunt eller af Line, der sidder på asfalten med blanke øjne. Om aftenen tog vi en bus mod La Paz og kom frem næste morgen. La Paz tager vejret fra en på 3 måder; byen ligger nede i et enormt krater mellem sneklædte bjergtoppe og når man ankommer fra en af bjergsiderne er udsigten storslået. Når man så træder ud af bussen og indånder den fuldstændige tilosede luft, finder man ud af, hvorfor byen er ’breathtaking’ på flere måder – La Paz’ veje er fuldstændig proppede med køer af taxaer og busser. Og hvis du ikke allerede er død af luftforgiftning, dør du ligeså snart du bevæger dig rundt. Ord som ’højdesyge’ og ’stakåndethed’ må være opfundet på de her kanter, og dét at gå op ad trapperne til hostelværelset får dig til at hive efter vejret som én, der har løbet et marathon. Bonusinfo: La Paz er verdens højest beliggende hovedstad (3600 m). Om aftenen mødtes vi igen med vennerne fra Sucre og gjorde dagen efter hovedpinefyldt. I morgen flyver vi til Rurrenabaque, hvorfra vi tager på Pampas- og jungletur.

Sølv, dynamit og en knækket pik

Lige nu befinder vi os i Potosi – verdens højest beliggende by (4060 m)! I kan lige så godt vænne jer til, at Bolivia har den højeste, største, længste, flotteste, tørreste, koldeste etc. –alting! Byen var gennem to århundrede den rigeste by i hele Sydamerika. Dette alene på grund af de store sølvminer, der findes i de omkringliggende bjerge, hvor folk stadig arbejder den dag i dag. Hold fast, nu kommer der lige lidt historie... Da Spanierne kom til byen i 1545 medbragte de en masse afrikanske slaver til at arbejde i minerne. På grund af det kolde klima og højden døde slaverne som fluer, og i stedet kastede Spanierne sig over de lokale indianere. Spanierne tog indianerne til fange, tvang dem til at arbejde i sølvminerne, men gav dem løn og lovede dem frihed efter 6 måneders arbejde. Når indianerne efter 6 måneder kom og forlangte deres frihed og løn, modregnede Spanierne kost og logi, hvilket gav et negativt regnskab for de stakkels indianere, der måtte gå tilbage til at arbejde i minerne for at kunne betale af på den ”gæld” de nu havde til Spanierne. De fik aldrig deres frihed. Man mener at mellem 6 og 8 millioner indianerslaver er døde grundet minearbejde, og at man med alle deres knogler ville kunne bygge en 1 meter bred bro hele vejen til Spanien. Ligeledes mener man at kunne bygge en tilsvarende bro i ren sølv med alt det sølv som er blevet udgravet i disse miner gennem tiderne. Nutidens minearbejdere har to valg; de kan enten arbejde for regeringen, få fast løn, faste arbejdstider, gratis sygeforsikring til dem og familien samt en gratis bolig – eller de kan vælge at betale 200$ for et område i minen, købe eller leje alt udstyr selv, arbejde som de har lyst og ikke have nogen forsikring, men til gengæld få en lidt højere pris pr ton mineraler de graver ud. Størstedelen vælger det sidste. Minearbejderne er meget afhængige af priserne på sølv og mineraler, og for bare 4 år siden fik de en pris der var 50 gange højere end i dag. Dengang var det ikke unormalt at minearbejderne kørte rundt i Hummere, og selv læger, advokater og skolelærere tog gerne et par timer om ugen i minerne. Det er kun mænd, der må arbejde i minerne (ifølge troen bliver moder jord jaloux, hvis kvinder arbejder i minerne), og man skal være fyldt 18. Til gengæld må en far eller bror gerne tage en mindreårig slægtning med ind, så reglerne kan bøjes ret meget.

Igår drog vi så afsted for at opleve minerne. Vi var kun os 3 og vores 22 årige guide Brigitta. Turen startede på mine-markedet, hvor man køber gaver til minearbejderne. Gaverne kan være coca-blade, cigaretter, alkohol (96%), sodavand og dynamit (!). Potosi er den eneste by i verden, hvor selv børn kan købe disse dynamitstænger lovligt. De koster 10 kr. Herefter gik turen til en af minerne, hvor vi gik ind med små pandelygter. Hver gang vi mødte en flok minearbejdere, der var ved at skubbe deres ét ton tunge mine-vogn med mineraler ud af minen, gav vi dem en af gaverne. Vi fik en masse interessante historier, men det var også trist at høre om arbejdernes dårlige vilkår og de mange forfærdelige ulykker, som ofte finder sted. Vi var også heldige at høre/mærke dynamit blive sprunget. Der kom store tryk og rystelser, og det føltes som om bjerget var ved at styrte sammen. Dybt inde i minen findes en statue af mine-djævlen Tio, som indianerne underkastede sig og ofrede til i håb om at overleve i minerne. Denne tradition er holdt ved og minearbejderne ofrer i dag alkohol, cigaretter og coca-blade til denne statue med håb om at finde rene, værdifulde mineraler. Vi var også et smut forbi Tio og vores guide demonstrerede, hvordan en sådan ofring finder sted. Man starter med at drikke et shot alkohol og derefter hælder man et shot alkohol på knæ og fødder, og til sidst ud over hans ædlere dele med ordene ”også til dig”. Vores guide forklarede, hvordan kvinder strømmer til Tio under det årlige karneval for at bede om en god mand og frugtbarhed, og mens hun fortalte det, viste hun, hvordan man skulle gnubbe hans penis. Mens hun ivrigt forklarede om akten, knækkede den af i hendes hånd og hun kastede den forskrækket fra sig. Måske det sjoveste øjeblik nogensinde. Brigitta skulle dog ikke have flere børn, men djævle-statuens stirrende øjne kunne godt vidne om en utilfreds gud. Traditionen tro tændte vi også et par cigaretter, som man stikker ind i hans mund. Hvis han er glad, ryger han dem. Tio viste sig mærkeligt nok at være ganske tilfreds...

Billeder

Jeep til Bolivia:
http://www.facebook.com/album.php?aid=169247&id=636602233&l=532ca46c26

Chile:
http://www.facebook.com/album.php?aid=169227&id=636602233&l=481d852d72

3 dages bumpy road

”Er der nogen, der har set mit turistvisum, som er essensielt for, at jeg kan komme ud af Chile??” Sarah gav turen til Bolivia en dramatisk start. Vores chauffør blev hvid i hovedet og udbrød noget i stil med ”Nej nej nej, det er ikke godt. Måske du kan komme afsted i morgen...”. Manden i immigrations-båsen tog det dog ikke nær så tungt og tegnede indgangsstempelet med sin kuglepen, og gav Sarah de nødvendige stempler uden så meget som at kaste et blik på hendes våde øjne. Afstiafsted kom vi, os 3 piger, en dansk fyr Jakob og et ældre fransk ægtepar - Bernard et Annik. Jeepturen bestod af mange stop ved forskellige fantastiske naturfænomener; laguner i forskellige farver, vulkaner, flere laguner, laguner med flamingoer, laguner med lamaer, sten og klipper. Det var mere fantastisk end det umiddelbart lige lyder. Naturen er overvældende, storslået og fuldstændig ubeskriveligt. Ikke engang vores billeder kan retfærdiggøre den. Vi har haft to overnatninger undervejs og chaufføren har kokkereret alle måltider til os. Eftersom vi steg i højden siden grænsen, blev vi ramt af træthed og hovedpine den første aften, men det har vi vænnet os til nu. Hostelet lå in the middle of nowhere og vi legede med værtens ensomme søn. Den anden aften tilbragte vi i en lille lokal landsby, hvor vi var de eneste turister og tog til fodboldkamp i den lokale gymnastiksal. Sidste dag startede med solopgang over saltørkenen Salar de Uyuni – en 12000 km2 stor saltslette i 3500 meters højde. Verdens største. Den har vi faktisk kørt i gennem hele dagen... En meget unik oplevelse - der er hvidt så langt øjet rækker. Billederne fortæller mere end vi kan skrive, så tag et kig. I morgen drager vi mod Potosi for at sprænge med dynamit.

Chile

Det var en sand fornøjelse at forskrække Kamille i San Joses lufthavn. Vi købte en fælles træfløjte for vores sidste Costa Rica penge – et herligt instrument, der skulle vise sig at give lidt problemer i tolden... Men det lykkedes og vi kom frem til vores hostel kl. 4 om morgenen. På grund af jordskælvet og renovering af dorms blev vi opgraderet til flotte værelser, men de eneste synlige tegn på jordskælv var revner i væggene. Santiago var ellers en fin og ren storby, og ligner meget noget man kan finde i sydeuropa. Om eftermiddagen tog vi hen på Matt og Toms (Lines venner fra New York) hostel, lavede mad og drak en øl eller to... og fortsatte ellers med den lokale alkohol; Pisco! Dagen efter tog vi videre til den gamle koloniby Valparaiso med drengene. Byen ligger ud til kysten med farvede huse op ad den tilstødende bjergskråning. Den er berømt for sine sporvognselevatorer, godt natteliv og den lokale specialitet; chorrillana - bløde pomfritter med gammelt kød og pølser på. Vi havde nogle gode aftener på hostelet og i byen, hvor vi mødte nogle sjove lokale. Efter et par dage tog vi afsked med drengene og drog videre nord på til La Serena. Vi havde en hyggelig dag i byen og Sarah fik endelig overtalt resten af holdet til en romantisk ridetur ned ad den enorme sandstrand. Turen bød på en halvspist død søløve og kortvarig hold i ryggen til Line, da hun som aldrig kan styre (læs: stoppe) hesten. Kamille var god til at ride. Sarah var god til at navngive hestene: ”min skal hedde Pinto”. Dagen efter tog vi på bådtur til Isla Damas og så denne gang masser af levende søløver, pingviner, søelefant, pelikaner, måger og en masse andre grimme dyr. Helt fantastisk dag som vi sluttede af med at hoppe på en natbus for at tilbringe 17 fornøjsomme timer til San Pedro de Atacama. På turen derop ændrede landskabet sig markant fra byer og grøn natur til enorme øde sandsletter, og Andesbjergene begyndte at træde i karakter. Vi ankom til San Pedro de Atacama, en lille hyggelig backpackerby, der ligger i 2440 meters højde midt i Verdens tørreste ørken. Her tilbragte vi 4 dage og tog næsten på samtlige arrangerede ture – men det var hver en krone værd. Første dag stod på geisertur kl 4 om morgenen i -9°C frost efterfulgt af en pinefuld kold tøjafklædning for at hoppe i de varme kilder midt i mellem de dampende geisere. Om eftermiddagen greb vi hver et snowboard og tog et smut i ørkenen Death Valley, hvor vi sandboardede et par timer i det varme fine sand med fantastiske omgivelser. Til stor ærgelse for Kamille især, har de endnu ikke fået anskaffet sig liftsystemer i sandalperne, så tidsforholdet mellem nedkørsel og manuel opstigning var cirka 1:10. God motion! På andendagen var vi på saltlagunetur, hvor vi badede i en lagune med åndssvag høj saltkoncentration. Det var dog ret sjovt, da opdriften var så kraftig, at det faktisk næsten var umuligt at holde kroppen under vandet. Dagen sluttede af med pisco sour og en helt fænomenal solnedgang over en stor saltslette. Sidstedagen stod på afslapning, is, skype og fanstastisk frokost inden vi tog på astronomitur ved midnat. Observatoriet lå ude i ørkenen og havde 10 gigantiske teleskoper og en dygtig guide, der fortalte interessante ting og viste stjernebilleder med sin psyko laserpen. En virkelig god oplevelse, og Sarah og Line skal hjem og melde sig ind i en eller anden nørdet astronomiklub og købte den dersens seje laserpen. I morgen drager vi mod Bolivia – en 3 dages jeep tur gennem bjerge og ørkener. Det glæder vi os til.

Billeder

Vi har uploadet billeder til Facebook!
Dem som ikke har en profil, kan se billederne på Lines profil under følgende links:

Costa Rica:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166125&id=636602233&l=c2574d9599

Nicaragua:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166123&id=636602233&l=2fc0bb471f

Honduras:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166122&id=636602233&l=dbd0af13af

Guatemala:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166120&id=636602233&l=1423e47a8c

Belize:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166116&id=636602233&l=6e4f084817

Mexico:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166115&id=636602233&l=364781ac05

New York:
http://www.facebook.com/album.php?aid=166093&id=636602233&l=d33eb41660

Costa Rica

Så har vi tilbragt 10 dage i Costa Rica og vi er nu klar til at mødes med Kamille i lufthavnen og drage mod Chile. Vi startede ud med at tage til Mondeverde, eller nærmere betegnet Santa Elena. En lille by, der tydeligvis udelukkende lever af deres turister. Hvis man ikke vil smide en masse penge efter arrangerede ture, er der faktisk ikke noget at lave. Vi tog derfor på en såkaldt canopy tour, hvor man iført seler suser hen ad lange kabler – en udvidet udgave af de svævebaner vi kender fra legepladser. Kablerne var op til 1 km lange og nogle af dem hang i over 100 meters højde hen over grønne dale. Det var meget flot, men gik også ret stærkt, så fornøjelsen var kort. På den sidste tur blev selen sat om på ryggen og man blev spændt op som en supermand med hovedet først. Dagen efter besøgte vi nationalparken i Santa Elena, som er en cloudforest. Meget fugtig og med mange skjulte dyr... tror vi nok. Herefter gik turen til Montezuma, en lille bitte hippieby ud til vandet. Her var vi en enkelt dag og gik op til et stort vandfald, hvor vi kunne bade og hoppe og te os som aber. Vi tog dernæst til Quepos, der ligger tæt ved nationalparken Manuel Antonio som vi havde hørt meget godt om. Om eftermiddagen tog vi på stranden sammen med to danskere vi mødte på vej til Quepos. Vi spillede tå-petanque og frisbee samt legede i bølgerne hele dagen. Dagen efter gik turen til Manuel Antonio og i modsætning til Santa Elena, var så vi rent faktisk dyr! Glæden var især stor, da vi endelig så dovendyr. Den sejeste så vi dog hænge på et hegn på vejen hjem. Aberne i parken var meget vant til turisterne, så dem kom vi tæt på. Der var dog også abe-bander, der huserede på strandende og systematisk stjal folks ting. Det gik også ud over os, og vi fik stjålet en pose bananer, som vi havde liggende nede i en anden pose – én abe stjal posen mens en anden aggressivt hvæsede af os – organiseret kriminalitet. Desværre blev vores tur op til den gamle enøjede hippie aldrig til noget, da han aldrig svarede tilbage på vores mail. I stedet tilbragte vi en ekstra dag i Quepos på vores hostel, omkranset af en tyk mur med pigtråd og med 4 vagthunde gående rundt. Heldigvis var der have og pool. De sidste 2 nætter har vi været i hovedstaden, San Jose. Byen er ikke synderlig spændende, men vi har da fået uploadet billeder på facebook, så nu vil vi ikke høre mere brok ;) Nu glæder vi os bare rigtig meget til at mødes med Kamille og til alle de oplevelser der venter på os i Sydamerika. Det er dog alligevel en anelse vemodigt at sige farvel til Centralamerika som har været helt fantastisk og som klart kan anbefales til alle jer derude :)

Nicaragua

På grund af vores stramme tidsplan kunne der kun blive tid til ét stop i Nicaragua, hvilket er en skam for her er helt fantastisk. Måske er det dét land vi på forhånd havde hørt mindst om og derfor havde færrest forventninger til, men ligesom Guatemala har det overrasket os meget positivt. Folk er smilende, utrolig søde og hjælpsomme, og naturen er utrolig. Vi besluttede os for at tage ud på Isla de Ometepe, en ø som er dannet af to vulkaner der er groet sammen efter lava-udbrud. Øen ligger i verdens 10. største ferskvandssø og det tager en times tid at komme derud med båd. Vi ankom tirsdag efter nogle lange rejsedage og fandt et fint øde hotel nær den ene vulkan, Maderas. De eneste andre gæster var et venligt amerikansk venne/kæreste/whatever – par, som boede i Costa Rica. Manden; en ældre hashrygende hippie med langt gråt hår og glasøje tilbød os at vi kunne komme og besøge ham på hans farm i Quepos. Det gør vi nok som det sidste inden San Jose. Det var dog ikke længe vi fik lov at nyde stilheden på hotellet, for om eftermiddagen blev 32 franske teenagere læsset af ved indgangen og stoppet ind i samtlige ledige rum. Der gik ikke 5 minutter før der var Sunny Beach stemning på hotellet. Øv. Og vi skulle tidligt op for vi havde på forhånd besluttet os for at hike vulkanen Maderas. ”Hike” skulle dog vise sig at være en fuldstændig forkert beskrivelse... you don’t hike a vulcano – you climb it! Vi mødtes tidligt om morgenen med vores guide, Johan, en super intelligent og interessant fyr som tilføjede adskillige ting til vores uundværlige google-liste. Turen var helt fantastisk – jo længere man kom op, jo mere stejl, mudret og glat blev terrænet. Og når man så efter knap 4 timers klatring, totalt udmattet og smurt ind i mudder, når toppen, skal man jo også lige ned igen. En hård tur for knæene. Det er helt fantastisk som kroppen kan kæmpe på en beskeden morgenmad og 1,5 liter vand i så mange timer. Den kollapsede så også fuldstændig i det sekund vi trådte ind på hotellets grund igen, men det er den bedste følelse. Den meget tiltrængte nattesøvn blev dog totalt ødelagt af de arrogante franskmænd, der mange gange i løbet af natten valgte at holde fest på vores veranda (fordi vi havde en hængekøje lige foran vinduet) og Sarah måtte 4 gange ud og skælde dem ud. Det var derfor to meget veloplagte danske piger, der næste morgen kl. 6 stod og vinkede farvel til de tømmermændsramte frølår med et ”ALLEZ LES BLEUS”, da de forsvandt i deres charterede busser (og ja – det er senere gået op for os, at man synger det i support... det lød bare så rigtigt i situationen). Resten af dagen brugte vi i området. Vi lejede cykler og kørte ud til Ajo de Agua – en lille klar badesø dannet af naturlige kilder. I morgen tager vi til Costa Rica, hvor vi slår os ned et sted i nærheden nationalparkerne i Mondeverde og Santa Elena. Vi kommer til at savne de rare mennesker og hotellets fantastiske 5 kroners friskpressede juicer, men Costa Rica skal også nok blive godt – de har dovendyr.

Honduras

Så er vi på dykker-øen Utila. Vi ankom hertil i mandags efter to rejsedage fra Rio Dulce i Guatemala. Turen startede med en super flot bådtur op ad floden og herefter en masse chicken-busses til San Pedro Sula i Honduras, hvor vi ankom søndag aften. Vi var heldige at have mødt to tyske fyre, som skulle samme vej, for San Pedro var ganske forfærdelig og vi ledte forgæves i den mørke by efter en hæveautomat, der kunne spytte nogle penge ud til os - for på det tidspunkt var vi rimelig flade. Lines møde med Honduras startede dårligt; hun fik stjålet sine solbriller af en luder, blev skidt på af en fugl med diarré og måtte næsten vinke farvel til sin pegefinger efter hun kælede med hotellets ventilator. Morgenen efter skyndte vi os til Utila, en ø nord for Honduras, hvor dykning er meget flot og meget billigt. Når man ankommer til øen bliver man overfaldet af en masse folk fra forskellige dykkercentre, der alle prøver at lokke en til at vælge netop dem. De tilbydder alle det samme: dykkercertifikat, 2 ekstra gratis dyk og 4 overnatninger med morgenmad for omkring 300 $. Efter to timers salgstaler fik vi valgt et sted, og det var i virkeligheden nok den gratis øl, der gjorde udslaget. Sarah startede morgenen efter med et tune-up kursus inden hendes to dages advanced kursus og Line røg tilbage på skolebænken med noget nær 20 timers teori inden hun endelig fik lov at komme i vandet. De unge lækre dykkerfolk i teori-videoerne flirtede helt vildt meget, så den her obligatoriske dykker-buddy kunne godt blive starten på noget meget romantisk. Desværre for Line blev hun buddied up med selveste badeklovnen; en 40 årig canadier som keglede rundt i vandet og som Line måtte hjælpe med at snyde til eksamen fordi han ikke kunne finde ud af at læse dykkertabellerne. Sarahs advance kursus indeholdte en masse sjove dyk, bl.a. et nattedyk, hvor hun så sovende fisk, en blæksprutte og hummere. Hun var også på et navigationsdyk med kompas, dybdedyk (30 meter), vragdyk og et legedyk med forskellige konkurrencer. Efter vi begge havde gennemført vores kurser, kunne vi tage på dyk sammen og være hinandens buddies! Vi havde to dyk sammen og de var begge helt fantastiske. Dykkene var langs såkaldte coral-walls og vi så en masse forskellige fisk. Det er en fantastisk følelse at være vægtløs og trække vejret under vandet, og på de første par dyk overskygger den følelse næsten det faktum, at man er omgivet af fantastiske koraller og fisk. På vores dyk sammen var Line blevet godt tryg ved situationen og vi havde det ret sjovt. Især fordi vi lå lige bag Sarahs kursus-buddy og hendes kæreste, som fumlede rundt og konstant lavede mærkelige ting; jordede Sarah med lufttank og svømmefødder, svømmede i den forkerte retning og endte med at blive væk fra hinanden, da kæresten tog fejl af ind- og udblæsningsknapperne på dykkervesten (som ved hjælp af luft regulerer opdriften) og pludselig fløj afsted mod overfladen, så divemasteren febrilsk måtte gribe fast i hans svømmefødder og hive ham ned. Bonus info: det kan være fatalt at grine voldsomt på 18 meters dybde og hvis man smiler for meget (og har store kinder) bliver ens maske ret hurtigt fyldt med vand. Sidst på ugen var vi blevet godt mætte af Utila, som i sig selv ikke er synderlig interessant, så her søndag har vi sat kursen mod Nicaragua med et stop i Honduras’ hovedstad Tegucicalpa.

Guatemala

Nåh, venner! Så er det tid til en lille update. Den sidste uge har vi boykottet computeren til fordel for naturoplevelser og kortspil. Guatemala er helt fantastisk – naturen og folket har overrasket os meget positivt. Første stop var Flores, hvor vi boede to nætter og besøgte de gamle maya ruiner i Tikal. Vi var meget meget tidligt oppe for at kunne stå ved indgangen til området kl 6 og se solopgang og høre brøleaber. Vores guide, Boris, fortalte alt hvad han vidste om mayaerne, viste os dyr og fangede en stor fugleedderkop som vi fik lov at kæle lidt med... Tilbage på hostelet om eftermiddagen, dukkede to danske veninder fra Caye Caulker op, så dem tog vi ud og badede lidt med. Senere gik vi ud for at finde en bus, vi kunne tage syd på dagen efter, og støder tilfældigt ind i en canadisk ven vi fik os på busturen fra Chetumal til Belize City. Sådan er vilkårene når man rejser efter Lonely Planet, ligesom alle andre. Morgenen efter gik turen så til Semuc Champey for vores vedkomne. 9 timer i minibus med en vanvittig chauffør. Køresyge og tissetrang gik hånd i hånd, så det var rart at komme frem til hostelet, som var en sand oase. Vi ved ikke helt om vi skal kalde det skov eller bjerge eller jungle. Sarah holder på højland. Ikke desto mindre var det langt væk fra by og internet, men kun 100 m fra indgangen til en fantastisk nationalpark. Klimaet her var skønt. Vi så ikke så meget til solen, men om dagen mindede temperaturene mest af alt om dansk sommer, så det var helt perfekt til formålet. Om aftenen spillede vi kort med hostelets personale og gik tidligt i seng. Man var lidt tvunget til det eftersom hostelet levede op til deres navn, Hotel Ecologia, ved kun at have elektrisk lys fra 18-22. Vi er blevet totalt A-mennesker på denne her tur, og vågnede (af os selv!) som alle andre dage omkring kl 7, tog vores højtelskede vandrestøvler på opdagelse i parken. En god hård gåtur blev belønnet med en svømmetur og lidt typisk Sarah-Line leg i nogle naturlige pools, som man ligger i lag mellem to vandfald og som man også kan klatre i mellem (hvis det giver nogen mening!?). Resten af dagen tilbragte vi på hostelets veranda, spillede kort og læste. Om aftenen fik vi selskab af vores canadiske ven, der tilfældigt var kommet forbi. Dagen efter startede vi igen med en god vandretur efterfulgt af en uforglemmelig tur i de nærliggende grotter. Vi fik ved indgangen i grotterne tildelt to snore til at binde vores klipklappere fast med og et tyndt stearinlys og vi blev guidet rundt i grotterne, som kun var oplyst af vores stearinlys. Guiden som kun kunne snakke spansk og som i øvrigt var vildt freaky og mest mindede om en figur fra Bride of Chucky hev os rundt i mørket og fik os til at svømme gennem huler, kravle op ad smalle stiger, glide ned af glatte sten og hoppe ud fra klipper ned i underjordiske søer – alt sammen med det her stearinlys i hånden. Dagen efter gik turen så til Rio Dulce. En bustur på 7 timer var vi blevet fortalt. Den tog 13. Nu sidder vi så her ved floden og skal imorgen afsted mod byen Livingston, som bliver vores sidste Guatemala-stop inden Honduras.